Tre på stribe for bokser
Letsværvægtsbokseren Maassannguaq Christensen vandt sæsonens første stævne. Det er hans tredje sejr i træk ved det internationale stævne
I sidste weekend var der et stort internationalt boksestævne i Hillerød. Et stævne, hvor Maassannguaq Christensen deltog for tredje år i træk - og det blev til tre sejre på stribe for den grønlandske bokser.
Desværre var der kun tilmeldt to boksere i letsværvægt, og han skulle i ringen mod den modstander, Flemming Rasmussen fra Vordingborg, som han også mødte for to år siden, hvor Maassannguaq vandt Hillerød Box Cup for første gang. Dengang vandt Maassanguaq med dommerstemmerne 5-0.
Lagde hårdt ud
- Da jeg har mødt Flemming før, og hans trænere kender min stil, tænkte jeg, at jeg måtte lægge hårdt ud og få en god start. Første omgang holdte jeg ham godt på afstand med mit venstre jab, og kom han for tæt på, trykkede jeg højrehånden af, som jeg havde aftalt med min træner. Jeg skulle afprøve en lidt anderledes åben kampstilling i denne kamp, og det fungerede rigtig godt, siger Maassannguaq Christensen til Sermitsiaq.AG.
Stormede ud i tredje omgang
- Jeg dominerede første omgang klart, og jeg blev stort set ikke ramt. Anden omgang blev jeg lidt for passiv og afventende. I tredje omgang kom han stormende ud, da han var klart bagud. Jeg boksede taktisk, holdt mig på afstand og slog varieret, så det ikke var for forudsigeligt.
Maassannguaq Christensen vandt en stor pointsejr på 9-4.
- Dette var en god start på sæsonen, og jeg er meget stolt over at have vundet guld i HSK Hillerød Box Cup for tredje år i træk.