Trænerduel om magten
Cheftrænerne Jakob Larsen og Jakob Andreassen kæmper igen i år om en plads i Håndboldligaen
Tidligere kæmpede de sammen på det grønlandske herrelandshold. Jakob Larsen som spiller og Jakob Andreassen som landstræner. Vejene skiltes og i dag er Jakob Larsen cheftræner i GOG og nu med ekstra job som redningsmand for HC Odense i dameligaen. Jakob Andreassen er i spidsen for Silkeborg-Voel KFUMs damer i 1. division og stadigvæk landstræner for Grønland dog nu for damerne.
Resultaterne i den ordinære turnering har gjort, at de to trænerne og deres hold i lighed med sidste år nu igen mødes for at kæmpe om en plads i ligaen.
Silkeborg-Voel har overrasket
I kampen om ligapladserne i næste sæson er HC Odense og Silkeborg-Voel i pulje med Skive FH og Ålborg DH. I de to første kampe har Silkeborg-Voel overrasket positivt. Spillet uafgjort med Skive og vundet over Ålborg. HC Odense har tabt knebent til de samme to klubber.
Det var derfor et presset HC Odense hold og og en presset træner, der onsdag eftermiddag kørte den lange vej fra Odense til Voel 10 kilometer fra Silkeborg. Et nederlag ville sandsynligvis betyde et farvel til Håndboldligaen.
Sermitsiaq.AG talte inden kampen med Jakob Andreassen, som selvfølgelig var meget tilfreds med sit holds spil i de to første kampe. Var dog nervøs før aftenes kamp, da HC Odense efter hans opfattelse, er meget bedre end resultaterne i turneringen indtil nu har vist. I kvalifikationsspillet sidste år også med Jakob Larsen på bænken vandt HC Odense, så en revanche ville dejlig.
Trænernes kamp
Jakob Andreassen skulle få ret. Dagens modstander ville vinde og det gjorde de. Efter en pauseføring på to mål 10-8 vandt fynboerne kampen 21-16. Der var en fantastisk stemning i den lille hal. De godt 400 tilskuere var en fin kulisse og på bænken havde de to trænere Jakob Larsen og Jakob Andreassen hele værktøjskassen i brug. Time-out kortene blev brugt flittigt. Forskellige opstillinger blev brugt. Jakob Andreassen forsøgte med mandsopdækninger at stække HC Odenses angreb, hvor særligt den hollandske landsholdsspiller Pearl van der Wissel voldte Silkeborg-Voel spillerne problemer. Og i målet havde HC Odense den danske landsholdsspiller Cecilie Greve, som med hjælp fra et hårdt arbejdende forsvar diskede op med den ene store redning efter den anden. Silkeborg-Voel spillerne brændte fire straffekast.
Håndboldkampe kan både vindes og tabes fra bænken. Taktik, motivtion, indstilling og de rigtige dispositioner på de rigtige tidspunkter er afgørende. Selv om det var HC Odense, der fik de to meget tiltrængte point på kontoen efter en strålende fight var både Jakob Larsen og Jakob Andreassen de store vindere og var med til at give tilskuerne en rigtig god aften.
- Havde vi scoret på straffekastene, var der blevet mere spænding om resultatet, var Jakob Andreassens hurtige kommentar efter kampen.
En tydelig lettet Jakob Larsen kunne ikke skjule sin glæde:
- Fortsætter vi med at spille, som vi vi gjorde i aften, kan vi slå både Skive og Ålborg.
De fire hold i puljen spiller mod hinanden både ude og hjemme.