Succes på hjemmebane
Grønland sejrede i fire ud af fem rækker ved Air Greenland Island Badminton Event - og vandt holdturneringen.

Air Greenland Island Badminton Event - der fungerede som afløser for den aflyste badmintonturnering ved Island Games i sommer - blev en kæmpe succes for hjemmeholdet i Godthåbhallen.
Dagens første finale var i herredouble – et rent grønlandsk opgør mellem Frederik Elsner og Eigil Bay Johansen mod Bror Madsen og Minik Pedersen.
Det opgør blev vundet af Bror Madsen og Minik Pedersen efter en meget tæt kamp. Spillerne måtte ud i et tredje og afgørende sæt – og det vandt Bror Madsen og Minik Pedersen med 24-22.
Næste kamp var damedouble mellem Sigrun Smith og Guri Poulsen fra Færøerne, som mødte hjemmebanefavoritterne Mille Kongstad og Aviaaja Geisler. Den kamp vandt det grønlandske par med 22-20 og 21-16.
I mixdouble vandt det Pilunnguaq Chemnitz og Eigil Bay Johansen fra Grønland over Kim Clague og Matthew Wilkinson fra Isle of Man med 21-11, 16-21 og 21-13.
I damesingle var grønlandske Mille Kongstad oppe mod den færøske favorit Sigrun Smith, som Mille Kongstad besejrede i torsdagens holdkamp.
Men i den individuelle finale satte favoritten tingene på plads: Sigrun Smith vand 21-11, 21-14.
I herrenes finale blev det til grønlandsk sejr. Frederik Elsner slog Jonas Anderson fra Gotland med 23-21 og 21-16.
Også torsdagens holdkamp gav grønlandsk guld, det meddeler knr.gl