VM
Suarez sender England tæt på VM-exit
Den både elskede og hadede angriber stemplede ind i VM-slutrunden med to mål, og England er tæt på at stemple ud efter det andet nederlag i træk
De engelske fodboldfans kommer til at holde med Italien fredag, når de firedobbelte verdensmestre møder Costa Rica ved VM i fodbold i Brasilien.
Og hvordan kan det nu være? Jo, efter torsdagens 1-2-nederlag til Uruguay i gruppe D er det engelske landshold dybt afhængig af italiensk sejr, for ellers er England færdig ved slutrunden i Brasilien.
- Jeg er voldsomt skuffet. Vi kom her med så store forhåbninger, og vi var ikke i stand til at levere varen. Jeg er meget trist, siger Englands landstræner, Roy Hodgson, til BBC.
England tabte sin første VM-kamp 1-2 til netop Italien.
Kampen mellem Uruguay og England i São Paulo var ikke synderligt velspillet, men den indeholdt alligevel alle de ingredienser, som skaber store kampe.
To tidligere verdensmestre under pres efter nederlag i den første kamp ved VM. En både elsket og hadet Premier League-topscorer fra Uruguay, der scorede to mål. Og en meget udskældt engelsk angriber, Wayne Rooney, der kom på måltavlen for første gang i sin tredje VM-slutrunde.
Da kampen var slut, kunne en grædende Luis Suarez - for det var naturligvis ham, der scorede målene for Uruguay - fortælle, at han havde set ekstra meget frem til at møde det land, hvor han i nogle år har været en kontroversiel figur hos Liverpool.
- Jeg drømte om dette, siger Luis Suarez ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg nyder dette øjeblik efter al den kritik, jeg har måttet lægge ryg til, siger matchvinderen, der sad over i 1-3-nederlaget til Costa Rica.
Luis Suarez har i sine år hos Liverpool været både målfarlig og omdiskuteret, og han har måttet afsone lange karantæner for både racistiske ytringer og for at bide en modstander.
Spørgsmålet er, hvilken modtagelse der venter Suarez i den kommende sæson i Premier League, hvis hans scoringer ender med at sende England ud af VM-slutrunden.
Uruguays landstræner, Oscar Tabárez, hyldede sit hold efter sejren, der gav Uruguay de første point i gruppe D.
- Vi vidste, hvad der stod på spil i kampen, det var en flot kamp.
- Vi lykkedes med at besejre et europæisk hold for første gang i lang tid. Begge mål blev scoret af en spiller (Suarez), som var skadet for en måned siden. Vi viste, at vi kunne kæmpe, men husk: Vi er ikke videre fra gruppen endnu, siger landstræneren.
Englands VM-håb består i, at Italien vinder gruppe D med maksimumpoint. England skal desuden vinde tilstrækkeligt stort over Costa Rica i den sidste kamp.
Roy Hodgson er dog ikke stor optimist i forhold til at få det til at lykkes.
- Vores chancer er ufatteligt små. Vi er afhængige af, at Italien vinder deres næste to kampe, og så skal vi vinde over Costa Rica med det rigtige antal mål.
- Vi havde brug for et resultat mod Uruguay for at gå videre. Vi havde brug for en sejr, og det fik vi ikke, siger landstræneren.
England møder Costa Rica på tirsdag, men det er altså uvist, om England fortsat lever i VM-slutrunden til den tid.