Stort smil efter tysk løb

Løberen Stig Brahe Sørensen opnåede søndag sin tredjebedste tid for et maratonløb

Stig Brahe Sørensen fotograferet i forbindelse med Nuuk Marathon. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

2 timer 36 minutter og 52 sekunder.

Det var tiden, da Stig Brahe Sørensen i dag søndag løb over målstregen i Frankfurt Marathon i Tyskland. Hans flotte tid er hans tredjebedste tid for et maratonløb. Et maraton, hvor temperaturen lå på 10-12 grader, og hvor der næsten ingen vind var.

- Hvor tilfreds er du med din præstation i dag?

- Jeg er meget tilfreds med mit resultat - specielt når man ser på de træningstider, jeg har lavet inden konkurrencen i dag. Jeg formår at løbe negative split, således at jeg løber fra 30 til 42 kilometer med højere fart end i starten, fortæller Stig Brahe Sørensen til sermitsiaq.AG.

- Hvad bliver din næste udfordring på løbeområdet?

- Mine ben er så ”smadrede” lige nu, at jeg overhovedet ikke har overvejet, hvad næste udfordring på løbeområdet bliver. Nu skal der holdes lidt pause med tre-fire ugers let træning, og så vil jeg i gang med langrendstræning i NSP, hvis vi ellers får noget sne i Nuuk.

- Langrend er for mig en god måde at vedligeholde kredsløbet på hen over vinteren, og så er det for mig godt at træne nogle andre muskler end i løb. Selvfølgeligt holder jeg mit løb ved lige, så jeg kan bygge en god form op til 2012, hvor jeg igen vil løbe minimum et maratonløb. Jeg har dog endnu ikke besluttet, hvilket maratonløb det skal være, siger Stig Brahe Sørensen.

Det har p.t. ikke været muligt at få en kommentar fra Liza Tuperna Itzchaky, som også har deltaget i Frankfurt Marathon. Forud for løbet har hun meddelt, at hun håber på at gennemføre løbet på under tre timer - og komme i top 20 i Danmark.

Powered by Labrador CMS