Stor håndboldweekend
De grønlandske håndboldspillere i Danmark kastede glans over grønlandsk håndbold i weekenden

Først var det fredag aften duoen i HC FYN Minik Dahl Høegh og Jakob Larsen. Lørdag var det Aqqaluk Sørensen i Odder HB, der kastede glans over grønlandsk håndbold, og søndag var det så Rasmus Larsen HC FYN DHG/Faaborg i 2. division og brødrene Angutimmarik og Akutaaneq Kreutzmann i henholdsvis svenske OV Helsingborg og Vejle Håndbold, der overtog rollerne.
Rasmus Larsen var efter en mindre skadespause igen med hos HC FYN DHG/Faaborg i opgøret hjemme i Odense mod IK Skovbakken. Ved pausen var fynboerne bagud med tre mål 12 - 15. Mønstret fortsatte i anden halvleg, så IK Skovbakken kunne rejse hjem til Aarhus med en sejr på 30 -23.
Rasmus Larsen var en af HC FYN DHG/Faaborgs bedste spillere. Spillede både i forsvaret og i angrebet med sædvanlig stor autoritet og var på banen i halvtreds minutter. Var dog efter kampen ikke helt tilfreds.
- Vi spillede ikke op til det, som vi kan. Personligt kunne jeg godt mærke, at jeg grundet min skade ikke har trænet med i de sidste par uger.
I Helsingborg var Angutimmarik Kreutzmann den helt store oplevelse i OV Helsingborgs flotte sejr 40 - 30 over et andet af topholdene Västeräs. Otte mål blev det til. Det ene flotte end det andet. Selv om der var andre store præstationer på holdet bl.a. ni mål af den tidligere GOG spiller Oluf Ask, så var Angutimmarik Kreutzmann OV Helsingborgs bedste.
Västeräs spillende træner er den svenske håndboldlegende Martin Boquist.
OV Helsingborg fører efter sejren over Västeräs Allsvenskan.
Vejle Håndbold med Akutaaneq Kreutzmann vandt sin femte sejr i de sidste syv kampe. Denne gang i udekampen på Sjælland mod HØJ. Vejle Håndbold kommer længere og længere væk fra bunden i 1. division. Akutaaneq Kreutzmann nettede to gange.