Sportsbaby løber på sin et års fødselsdag
Nuuk Orienteringsklub fejrer sig selv med stort orienteringsløb.

På mandag, den 23. august, fejrer Nuuk Orienteringsklub - NASP - sin et års fødselsdag.
Det skal fejres med orienteringsløb, som afholdes over de kommende tre mandage.
- Det bliver rigtigt spændende for os at invitere alle interesserede til at komme og løbe orienteringsløb, der i denne sammenhæng antager helt nye dimensioner her i byen. Vi indvier nemlig et nyt kort på fødselsdagen, fortæller Christian Wennecke, formand for NASP.
Indtil videre har klubben kun haft nogle relativt små kort over Ravnedalen og Kolonihavn. Det er det man kalder sprint kort (skala 1:4.000 og 1:5.000). Orienteringsløb løbes ellers primært på kort i skalaen 1:10.000 [1 cm = 100 m], og det er netop sådan et kort NASP nu lancerer. Den nye skala betyder, at kortet dækker over et område, der er både dobbelt så langt og dobbelt så bredt som det hidtil største.
- Vi glæder os utroligt meget til at komme ud i den lidt mere vilde natur og løbe, både fordi det er sjovere og lidt sværere. Vi ønsker os at rigtig mange vil komme og være med, fordi vi synes Orienteringsløb er en sund og sjov sport for alle. Man lærer desuden mange nyttige ting af orienteringsløb, som er relevant for alle der kan lide at bevæge sig i fjeldet her i Grønland, lyder det fra Christian Wennecke.
NASP deltager desuden i oprettelsen af Grønlands Atletik Forbund, hvor landets indtil videre to klubber kan organisere sig. Der vil muligvis allerede til næste år blive afholdt de første officielle Grønlands mesterskaber i Orienteringsløb. Denne ære går i så fald til Ilulissat Orienteringsklub, under deres Arctic Midnight Orienteering (AMO) stævne i 2011.