Slud og blæst udfordrer GM i skiskydning

Selvom det sner i Nuuk torsdag, så er arrangørerne spændte på, om der er nok sne på lørdag, når det uofficielle GM i skiskydning løber af stablen.

Uofficielt GM i skiskydning løber af stablen på lørdag. Grønlands Biathlon Forbund håber på sne nok bag ved Lille Malene. Privatfoto.
Offentliggjort

På lørdag er der et uofficielt GM i skiskydning i Nuuk. Det er Grønlands Biathlon Forbund, der er arrangør af mesterskaberne, der afholdes bag ved Lille Malene i Nuuk.

- Banen er allerede kørt op til på lørdag. Og vi er spændte på, om der vil være sne nok til kampene. Men vi regner med, at der vil være omkring 20 deltagere, børn såvel som voksne, siger Uiloq Slettemark fra Grønlands Biathlon Forbund.

De uofficielle mesterskaber skulle ellers afvikles sidste weekend, men flere deltagere har siddet strandet i Sisimiut efter GM i langrend. Derfor er kampene rykket til denne weekend. Nuuk er vågnet op til slud, sne og storm torsdag, men de kommende dage ser ud til at byde på godt vejr.

Sprint for børn og voksne

Nuuk Biathlon har 10 luftgeværer, som børn og unge under 15 år kan benytte til mesterskaberne. Børn fra 10 år må deltage. Voksne, der vil deltage skal tage deres egen .22 salonriffel og ammunition med, oplyser Grønlands Biathlon Forbund.

Uiloq Slettemark oplyser, at børn skal løbe i disciplinen sprint, og skal skyde to gange i liggende position. Hvis man ikke rammer skydeskiven er der strafrunde.

Voksne deltagere skal løbe supersprint med fire skydninger i stående position. Man skal løbe en strafrunde, hvis man misser skydeskiven.

- Det er virkelig spændende den her gang, da vi skal bruge rigtige skydeskiver i år. Tidligere har vi brugt papir som skydeskiver, men nu har Kommuneqarfik Sermersooq lånt sine ud fra AWG, så det bliver en god kamp.

Der er endnu mulighed for tilmelding via spurto, oplyser Uiloq Slettemark.

De seneste to år er de uofficielle mesterskaber blevet aflyst på grund af Covid-19.

Powered by Labrador CMS