Tour de France
Sky dominerer anonym Fuglsang-åbning
Geraint Thomas vandt, og Chris Froome slog de andre favoritter. Sky blev den store vinder på lørdagens enkeltstart, hvor Jakob Fuglsang lagde forsigtigt ud.
Årets Tour de France-åbning blev en våd affære, og de spejlglatte veje på de 14 kilometer enkeltstart gav enorm nervøsitet i svingene.
Sky-holdet endte som den store vinder, da Geraint Thomas sejrede, mens Chris Froome tog værdifuld tid på sine værste konkurrenter.
Den forsvarende Tour-vinder hentede mere end et halvt minut på Nairo Quintana (Movistar), Richie Porte (BMC), Alberto Contador (Trek), Fabio Aru (Astana) og også Jakob Fuglsang (Astana).
Danskeren sluttede inden for ganske få sekunder af alle vigtige klassementfolk undtagen Froome, og Fuglsang var tilfreds med indsatsen.
Køre sikkert
- Det gjaldt mere om at køre sikkert, når nu jeg ikke skulle køre for at vinde, siger Fuglsang.
- Det, man kunne tabe ved at ryge på røv og albuer, var trods alt mere, end man kunne vinde ved at trykke en gang mere, inden man gik ind i svingene. Hovedmålet var at komme sikkert igennem.
Dermed er Fuglsang tidsmæssigt stadig fint med i forhold til de andre podieaspiranter, men han havde håbet på en smule mere.
Slået af holdkammerat
Blandt andet blev han slået med to sekunder af sin medkaptajn Fabio Aru, der ellers ikke er stærk på enkeltstarter normalt.
- Jeg kom helskindet igennem, og det var førsteprioritet. Lige umiddelbart ville jeg gerne have kørt hurtigere. Følelsen er lidt tommelfinger op, men tiden er tommelfinger midt imellem, konkluderer Fuglsang.
Ruten bød på 14 kilometer uden de store dikkedarer - nærmest helt flad uden de store tekniske udfordringer. Men den konstante regn gjorde asfalten spejlglat.
Sprinteren Dylan Groenewegen var første mand, som lignede en knægt i vandland kurrende hen over den vandholdige overflade.
Valverde ude
Som de fleste andre kom han op og kørte til mål, men to mand måtte forlade løbet efter voldsomme styrt, og den ene var Movistar-stjernen Alejandro Valverde.
Den spanske veteran så cyklen forsvinde under sig og hamrede ind i afspærringen. Der blev han liggende længe, og han kom aldrig på cyklen igen.
- Det er grimt. Det er aldrig sjovt at se en kollega, som ryger ned på den måde. Det er rigtig ærgerligt og synd for ham, siger Jakob Fuglsang.
- Selvfølgelig er det en konkurrent mindre, men jeg vil hellere slå ham med benene.
Michael Valgren (Astana) og Lars Bak (Lotto Soudal) sluttede lidt efter Fuglsang, men Lars Bak var glad for at komme i gang med Touren.
- Jeg kørte alt, hvad jeg kunne for at få åbnet benene godt op. Nu har vi ligget på langs i tre dage, som har været lange, så jeg ville gerne lige ud og få svedt lidt igennem. Det fik jeg gjort, lyder det fra den 37-årige Tour-veteran.
/ritzau/