Skærpede OL-krav ændrer intet
Den grønlandske langrendsløber, Martin Møller, mener ikke, at de skærpede OL-krav gør det vanskeligere
For nylig skrev vi her på Sermitsiaq.AG, at Danmarks Idræts-Forbund havde skærpet kravene for at kvalificere sig til Vinter-OL i 2014 i Rusland. Der var nu ikke tale om, at kravene for at kvalificere sig var blevet gjort vanskeligere.
Skærpelsen drejede sig nu mest om, at hvis en udtaget OL-deltager meldte fra, så skal man ikke kunne udtage den næstbedste. Sermitsiaq.AG har spurgt Grønlands-OL kandidat, Martin Møller, om hans synspunkt på de skærpede OL-krav.
- Først må jeg sige, at jeg ikke kender til sagen om skærpede krav udover det, som står på Sermitsiaq.AG, siger Martin Møller.
- Kvalifikationskravene i langrend og skiskydning har ikke noget med hinanden at gøre. I langrend er kravet, at man skal være 12,5 procent efter vinderen ved VM eller World Cup. Dette skal klares fem gange inden for perioden november 2012 til januar 2014. Danmark kan dog kun stille med en dame- og en herreløber. Så det kan godt tænkes, at flere løbere er kvalificeret. Danmark må da vælge en dame- og en herreløber.
- I Skiskydning er kravet, at en udøver har været mindre end 23 % efter vinderen ved VM eller World Cup. Dette skal klares to gange. Nationen skal dog være kvalificeret for at deltage.
- Ved OL i 2010 var Danmark i udgangspunktet ikke kvalificeret, men kom med på afbud, da nogen nationer ikke ønskede at stille op. Dét, som er ændret til OL i 2014 er, at Danmark ikke ønsker at komme med på afbud på denne måde. Kvalifikation for den enkelte løber er dog de samme procentkrav som tidligere, siger Martin Møller.