dansk håndbold
Skadet Akutaaneq Kreutzmann kan misse slutspillet
Den grønlandske landsholdsspiller i håndbold, Akutaaneq Kreutzmann, blev skadet under den sidste kamp i grundspillet i ligaen. Det betyder, at han kan misse slutspilskampene
Sidste runde i grundspillet blev spillet onsdag aften.
De otte hold, der i to puljer skal kæmpe om at komme i semifinalerne har været kendt siden sidste spillerunde. Onsdag aften faldt så den endelige placering på plads. Placeringen bestemmer, hvem der kommer i pulje med hvem. Desværre blev landsholdsspilleren Akutaaneq Kreutzmann skadet i Ribe Esbjerg HHs kamp mod Bjerringbro-Silkeborg.
Ribe Esbjerg HH tabte grundspillets sidste kamp til Bjerringbro-Silkeborg med hele 18-27. Akutaaneq Kreutzmann scorede et enkelt mål. Med 15 minutter tilbage af kampen er Akutaaneq Kreutzmann desværre så uheldig i et sammenstød med modstandernes Sebastian Skube at beskadige venstre tommelfinger.
- Jeg har hånden i gips og ved ikke helt, hvor slemt det er. Det kommer an på, hvordan ledbåndene har det fortæller Akutaaneq Kreutzmann til Sermitsiaq.AG og fortsætter:
- Undgår jeg operation, kan jeg muligvis allerede spille om 10 dage igen, hvis jeg spiller med en skinne og bliver tapet ordentligt op.
- Det er dog helt sikkert, at jeg kun spiller, hvis det er forsvarligt. Jeg skal ikke gøre skaden værre ved at komme i gang for tidligt slutter Akutaaneq Kreutzmann
Desværre lykkedes det ikke for Minik Dahl Høegh og Århus Håndbold at kvalificere sig. Århus Håndbold sluttede sæsonen meget fornemt. Foran 3140 tilskuere blev det til en sejr på 37-33 over slutspilsdeltagerne fra Skjern Håndbold.
GOG fortsætter det fine spil
Onsdag aften vandt GOG en overbevisende 28-21 sejr efter 16-11 ved pausen hjemme i GOG Arena over HC Midtjylland. Frank Mikkelsen kom på mål for fynboerne efter 12 minutter af 1. halvleg. Frank Mikkelsen spillede en stor kamp med mange fine redninger i en kamp, som kun var spændende i det første kvarter. Selv om Jakob Larsen undervejs sparede flere af de markante profiler, var der aldrig tvivl om, at de to point ville blive på Fyn.
Frank Mikkelsen kan dagen derpå notere sig, at han er er finde på Ugens Hold. Det er den mest værdifulde spiller på den enkelte plads, der kommer på Ugens Hold.
Alle kan slå alle
Dynamitpulje eller ej. Begge slutspilspuljerne ser skræmmende ud. Det forvænte håndboldpublikum i Danmark kan godt begynde at glæde sig. Der kommer mange spændende kampe i fyldte arenaer.
- Jeg er udmærket tilfreds med at vi skal møde Aalborg Håndbold, Skjern Håndbold og KIF Kolding København siger en optimistisk GOG-træner Jakob Larsen til os.
- Alle holdene er gode. Det kommer meget an på, hvordan den enkelte kamp udvikler sig og selvfølgelig, skal der også lidt held til, hvis vi igen i år skal spille os i semifinalerne