samarbejdsaftale
Sermersooq skal blive sundere
Grønlands Idræts-Forbund og Kommuneqarfik Sermersooq har indgået en samarbejdsaftale
Kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq har på seneste kommunalbestyrelsesmøde godkendt en samarbejdsaftale med Grønlands Idrætsforbund.
Det skriver kommunen i på deres hjemmeside.
Sundere liv
GIF har en vision om, at idræt skal være for alle, mens Kommuneqarfik Sermersooq har en vision for området, som hedder 'lige fritidsmuligheder for børn og unge'.
- Samarbejdet med GIF er en unik mulighed for at samle kræfter til at løfte alle i samfundet ind i et sundere liv. Vores mål er, at vi sammen skaber en mulighed i kommunen, hvor borgerne har gode rammer for høj livskvalitet fra barndom til alderdom og kan skabe et sundt og aktivt liv i samspil med hinanden, siger Poul Hansen (D), udvalgsformand for Børn, Familie og Skole.
Fire punkter
Samarbejdsaftalen skal introducere områder og opgaver, hvor det er hensigtsmæssigt, at GIF og Kommuneqarfik Sermersooq samarbejder og tager udgangspunkt i følgende fire punkter:
Kommuneqarfik Sermersooq (KS) og GIF skal koordinere udviklingsaktiviteter i forhold til kompetenceudvikling for foreningerne.
KS og GIF arbejder i fællesskab for at flere internationale sportsarrangementer med højt sportsligt niveau finder sted i Kommuneqarfik Sermersooq.
KS og GIF sætter gennem forskellige tiltag fokus på sundhed og bevægelse i folkeskolen.
KS og GIF samarbejder om at styrke frivilligheden inden for idrætten igennem et fælles medlemsregistreringssystem for foreningerne.