ungeidræt

Sermersooq satser på kajak

Hovedstadskommunen tilbyder unge at prøve kræfter med kajak som dette års sommeridræt

Arkivfoto
Offentliggjort

Hver sommer arrangerer Kommuneqarfik Sermersooq sommeridræt for børn i alderen 8-14 år, og i år er ingen undtagelse.

I april opfordrede kommunen foreninger og klubber til at komme med input til, hvad der kunne være af aktiviteter i år.

Læs: Kajakfanger forsøgt genoplivet ti kilometer fra land

Tidligere år har der været inuit games, basketball, floorball, BMX og andre sportsgrene, men i år skulle der noget nyt på programmet.

Traditionel sport
En af de klubber, der kom med input til dette års sommeridræt, var Peqatigiiffik Qajaq Nuuk, kajak-klubben i Nuuk.

Det er derfor nu kommet i stand, at der i perioden fra 1. juni og frem til 15. august, vil være mulighed for de unge at prøve kræfter med kajaksejlads hver tirsdag og torsdag kl. 19:00 til 21:00.

Læs: Stort galleri: Finaledag ved kajak-GM

Underviseren er den meget erfarne og flerdobbelte GM-vinder, Pavia Tobiassen.

Bare mød op
Der vil på hver aften være plads til at 20 børn kan være med. Det hele foregår i Kolonihavnen og kræver ikke tilmelding på forhånd.

Det kræver ikke specielt udstyr, da børn vil kunne låne dette af klubben, ligesom de også vil kunne låne yderbeklædning.

Aktiviteten er for børn i alderen 8-14 år, men andre er velkomne til at komme og kigge på.

Pause under GM
I år holdes kajakmesterskaberne i Nuuk, og dette foregår i dagene 11.-18. juni. Så i den periode er der pause i skoleidrætten.

Men der vil til gengæld være rigeligt at kigge på i kolonihavnen, når kajakroere fra hele landet samles for at kappes i forskellige discipliner inden for kajakroningen.

Læs: Østkysten har fået flere kajakguider

På kajen i kolonihavnen, vil man også kunne se de mange utrolig flotte kajakker linet op.

Aktiv i sommerferien - og resten af året
Formålet med sommeridrætten er at få de unge i gang med sportsaktiviteter af forskellig art for derved at skabe en sundere livsstil.

Kommuneqarfik Sermersooq håber, at interessen for sport og idræt gennem sommeraktiviteterne motiverer de unge til at melde sig ind i sportsforeninger og lærer at deltage i idrætsarrangementer.

Læs flere historier fra Nuuk i den nye udgave af Ugeavisen

Powered by Labrador CMS