dansk håndbold
Se billeder: Endelig sejr til GOG
Efter fem nederlag i træk kunne GOG spillerne lørdag aften endelig juble over en sejr
- En kæmpe forløsning. Det var lige, hvad vi trængte til.
Så kontant udtrykte cheftræner Jakob Larsen sig efter lørdagens meget medrivende kamp i GOG Arena mod Århus Håndbold, som hjemmeholdet GOG vandt 30-27 over efter 15-15 ved pausen.
De 1.075 tilskuere omkring banen og de mange tusinder hjemme ved tv-skærmene blev vidner til en intens fight i samtlige 60 minutter.
De pressede GOG-spillere viste fra kampens begyndelse, at nu havde de indkasseret nederlag nok, og at drømmene om en slutspilsplads stadig levede.
Minik Dahl Høegh fik fra kampens begyndelse sat en tyk streg under, at det ikke var nogen tilfældighed, at han i sidste uge kom på Rundens Hold. Da han med sin tredje scoring bragte GOG foran 5-2, så det rigtig lovende ud.
Århus Håndbolds cheftræner håndboldikonet Erik Veje Rasmussen fik justeret sit hold og århusianerne kom tilbage og kom foran med to 8-6. Resten af 1. halvleg blev en meget lige affære, som kunne vippe til begge sider.
2. halvleg
I begyndelse af 2. halvleg vippede kampen. GOG bragte sig flere gange foran med både to og tre mål. Især takket være en drømmedebut på hjemmebane for GOGs nye målmand Frank Mikkelsen, som havde valgt en rigtig god dag til at vise, at han også kan være med på det højeste niveau i dansk håndbold. Et utal af flotte redninger blev det til.
Blandt andet en redning i kampens slutminutter, hvor Århus Håndbolds topscorer Rasmus Nielsen var helt fri fik næsten taget til at lette i GOG Arena og cementerede GOGs sejr. Efter dommernes slutfløjt fik GOG endelig igen sunget sejrssangen.
Minik Dahl scorede seks mål.
Kolding er næste store opgave
Allerede onsdag 22. oktober skal GOG igen i aktion. Håndboldligaens suveræne ophold KIF Kolding København kommer på besøg. Det er kvartfinalen i pokalturneringen, det gælder.
Se billederne fra sejren herunder