EM-kvalifikation
Se billeder: 11-årige Julie på banen med Ronaldo
Landskampen mellem Danmark og Portugal vil i mange år stå som noget særligt for grønlandske Julie Andersen
Godt nok gjorde superstjernen Cristiano Ronaldo det onde ved Danmark, da han scorede sejrsmålet dybt inde i overtiden, men det overskygger slet ikke den enestående oplevelse, som 11-årige grønlandske Julie Andersen havde før og under tirsdagens EM-kvalifikationskamp i Parken i København.
Hun havde nemlig vundet oplevelsen at være blandt de børn, som gik ind sammen med spillerne.
Læs: Ronaldo-scoring i overtiden knækker Danmark
Læs: Grønlandsk maskot ved EM-kvalifikationskampen mod Portugal
- Min mand havde set en konkurrence på Facebook, hvor der stod, at man kunne vinde at blive maskot. Betingelsen var, at man skal være mellem 7 og 11 år og højst 145 centimeter høj. Han tilmeldte så vores datter Julie (Andersen, red.), fortæller Makka Dahl Andersen til Sermitsiaq.AG.
- Cirka to uger efter fik vi besked om, at vi havde vundet. Vi fik fire billetter – to voksne- og to børnebilletter – til landskampen mod Portugal, hvilket er meget fint, da vi har to børn. Fredag var der ekstra billetter til salg til den ellers udsolgte kamp, så mormor købte en billet, og vi fik alle en uforglemmelig aften her i børnenes efterårsferie, lyder det begejstret fra Makka Dahl Andersen og familien, der bor i Aalborg.
- Hvad synes jeres datter Julie om oplevelsen?
- Det var en oplevelse, hun aldrig glemmer, og hvor de overværede spillernes opvarmning fra sidelinjen. Hun gav også Cristiano Ronaldo high five og fik et skulderklap af ham. Hun fik også en landsholdstrøje, fortæller mor Makka Dahl Andersen.
11-årige Julie Andersen er vild med fodbold.
Se billeder under denne tekst