Narsaq
Scootere og køer ødelægger kunstgræsbane
I den seneste tid har scootere og knallerter kørt rundt på den nye kunstgræsbane i Narsaq. Også køer er begyndt at vise interesse for banen. - Det er ødelæggende for banen, siger borger
- Stop nu med at køre scootere og knallerter på kunstgræsbanen i Narsaq.
Sådan lyder opfordringen fra Josef Petersen, der bor i Narsaq. For ifølge ham har flere borgere set personer, der kører rundt på kunstgræsbanen. Kunstgræsbanen bliver indviet den 20. oktober.
- Det kan være meget ødelæggende for banen, og borgerne er rystet over, at nogen kan finde på at køre på banen. Det er en dyr bane, derfor skal vi tage hånd om det, og mange benytter banen til dagligt, fremhæver Josef Petersen.
Han opfordrer politiet til at undersøge om scooterne og knallerterne i byen overholder reglerne.
Læs: Kunstgræsbane i Narsaq er snart klar
- Der er blevet set scootere og knallerter uden lys, og nogle er ikke forsikret. Derfor opfordrer vi, at politiet undersøger dem, inden der sker noget alvorligt, siger han.
Og det er ikke kun scooterne og knallerterne, der ødelægger kunstgræsbanen.
- Det er meget pragtfuldt, at vi har fået køer i byen. Men køerne er også begyndt at tage op til banen. Derfor opfordrer vi ejeren af køerne, at han skal sørge for, at de skal holde sig væk fra banen. Måske er det grønsværen, der tiltrækker køerne, lyder det fra Josef Petersen med et smil.
En læser på Sermitsiaq.AG oplyser, at der blandt andet kan ses afføring fra køer.