VM-playoff-kampe

Ronaldo slukkede Nordens sidste VM-håb

Cristiano Ronaldo og Zlatan Ibrahimovic leverede et mægtigt show, men Sverige kommer ikke til VM i Brasilien, der bliver helt uden nordisk deltagelse

Da Cristiano Ronaldo med sit tredje mål endegyldigt sendte Portugal til VM, sænkede fodboldens vintermørke sig samtidigt tungt over hele Norden
Offentliggjort

Da Cristiano Ronaldo med sit tredje mål endegyldigt sendte Portugal til VM, sænkede fodboldens vintermørke sig samtidigt tungt over hele Norden.

For efter den portugisiske verdensstjernes opvisning mod Sverige stod det klart, at næste års store fodboldfest i Brasilien bliver den første i 32 år uden deltagelse af et hold fra de nordiske lande.

Mens Danmark, Norge og Færøerne for længst var ude af spillet, kunne man stadig håbe på Sverige og Island, men begge lande kiksede i playoff-kampene på en dramatisk tirsdag aften.

Især i Friends Arena i Stockholm-bydelen Solna gik bølgerne som ventet højt, da Zlatan Ibrahimovic og Cristiano Ronaldo tørnede sammen i et direkte møde mellem tidens største europæiske fodboldnavne.

De to superstjerner levede til fulde op til forventningerne ved at tegne sig for samtlige kampens fem mål, da Portugal vandt med 3-2.

- Jeg ved, at Portugal havde brug for mig i disse kampe, og jeg gjorde bare mit arbejde, sagde en lykkelig Ronaldo til portugisisk tv efter den hæsblæsende anden halvleg, hvor resultatet flere gange blev vendt på hovedet.

- De havde en stor stjerne, som vi i hvert fald ikke formåede at lukke ned for. Det gør ondt, sagde den svenske landstræner Erik Hamrén til nyhedsbureauet TT.

Nu er spørgsmålet, om den tidligere mestertræner fra AaB fortsætter i jobbet efter den massive nedtur, der efterlod publikum lamslåede efter en stor fodboldoplevelse i den svenske nationalarena.

Læs "Islands VM-drøm lever videre"

Island heller ikke med til VM
Meget bedre var humøret ikke hos de islandske spillere, der ellers har fremstået som Nordens solstrålehistorie i denne VM-kvalifikation.

Islændingene kunne ikke, da de skulle, og Lars Lagerbäcks mandskab lignede ikke et hold med VM-klasse, da det tabte med 0-2 i Kroatien.

- Vi er totalt ødelagte over nederlaget. Vi var overbeviste om, at vi skulle til VM, men det her var vores dårligste kamp i hele VM-kvalifikationen, sagde Islands målmand Hannes Halldorsson ifølge nyhedsbureauet AFP.

Dermed står det klart, at næste års VM-show i Brasilien bliver det første siden slutrunden i Spanien i 1982, hvor ingen af de nordiske lande er med.

Til gengæld kan publikum se frem til at følge franskmændene, der leverede et mindre mirakel ved at vende 0-2-nederlaget fra den første kamp mod Ukraine.

Frankrig vandt med 3-0 hjemme på Stade de France, og de tidligere verdensmestre leverede en sjældent overbevisende præstation i en ellers svingende kvalifikationsturnering.

Også Grækenland klarede sig videre tirsdag aften. 1-1 på udebane mod Rumænien var nok til at sende holdet til Brasilien.

Powered by Labrador CMS