Sofianguak Kristiansen har siden sidste efterår drevet en saunagus, der har modtaget flere klager. Det betyder, at hun nu må starte forfra i ansøgningsprocessen
- Jeg har selv finansieret og bygget saunaen, alt er selvbetalt, og jeg er selvstændig, så det vil selvfølgelig betyde noget for mig, hvis jeg skal stoppe, siger Sofianguak Kristiansen.Leiff Josefsen
Tre gange om ugen tænder Sofianguak Kristiansen op for sin sauna. Her laver
hun saunagus for gæster, som er en
praksis, hvor der tilføjes
æteriske olier og dufte til
saunaens sten for at skabe en afslappende
atmosfære.
Annonce
Siden september
har Sofianguak Kristiansen kunnet
byde velkommen i sin
selvbyggede sauna i Nuuk-bydelen Nuussuaq. I maj sidste år ansøgte hun om
arealtildeling og byggetilladelse, hvilket forløb relativt problemfrit gennem
Kommuneqarfik Sermersooq, fortæller Sofianguak Kristiansen.
ABONNENTER
Denne artikel er fra en af Mediehusets aviser.
Fremover vil historier som denne kræve abonnement.
God læselyst, og god fornøjelse.
Det var kommunen,
der foreslog forskellige rekreative områder i Nuuk, hvor saunaen kunne
placeres. Rekreative områder er områder, der allerede har været under offentlig
høring, hvilket betyder, at der ikke var behov for yderligere høring om
saunaens placering.
I efteråret
kunne byggeriet så begynde.
- Der var flere personer, der var nysgerrige og
glade, mens andre var sure og sagde, at vi ikke skulle bygge der. Det er ikke
noget, jeg har fokuseret særlig meget på, siger Sofianguak Kristiansen, der lever af sin virksomhed Saunagus
Minguik og at lave og undervise i keramik.
Nu har hun fået besked om, at alle tilladelser til saunaen er blevet inddraget af
kommunen.
Fik medhold i
klager
Sideløbende med
saunabyggeriet blev to klager fra to forskellige boligforeninger sendt til
kommunen.
- Man
har altid ret til at sende klager, siger Sofianguak Kristiansen.
I første omgang blev klagerne afvist, da alle regler var
blevet fulgt i forbindelse med saunaen. Klagerne omhandlede blandt andet, at
saunaen skyggede for boligejernes udsigt og at osen fra saunaen var
forstyrrende. Klagerne blev derefter videresendt til Selvstyret, og det resulterede i, at
boligforeningerne fik medhold i deres klager, hvilket betød, at Sofianguak
Kristiansen ikke længere havde tilladelse til at drive saunaen. Kommuneqarfik
Sermersooq oplyser til Sermitsiaq, at Sofianguak Kristiansen skal genansøge om
tilladelserne.
Sofianguak Kristiansen havde forventet modstand, inden hun
byggede saunaen, fortæller hun.
- Jeg har været selvstændig før, så jeg vidste
godt, at der ville være modstand, men jeg troede ikke, at det ville ende med,
at de ville fjerne saunaen, siger hun.
Det spørgsmål, hun sidder tilbage med nu, er, om det er
kommunen, der har fejlet.
- Hvis kommunen har begået en fejl ved at give
tilladelsen, synes jeg, at de skal sørge for at flytte saunaen til et sted,
hvor det er tilladt, på egen regning, og betale den indtægt, som jeg skulle
have haft, siger Sofianguak
Kristiansen.
Siden september har Sofianguak Kristiansen kunnet byde velkommen i sin selvbyggede sauna i Nuuk-bydelen Nuussuaq.Leiff Josefsen
Mangler en
høring
Kommuneqarfik
Sermersooq oplyser, at der har været et "betydeligt antal klager" i
forbindelse med etableringen af saunaen, og afgørelsen er blevet påklaget til
kommunens ressortmyndighed, Landsplan, som har afgjort, at arealtildelingen
ikke er gyldig og skal behandles på ny.
Det oplyses samtidig, at kommunen
oprindeligt har givet en tidsbegrænset arealtildeling på to år, men at der
mangler en høring.
- Vi
har forsøgt at indgå i dialog med rettighedshaveren, men har kun modtaget et
erstatningskrav. Det er derfor stadig uklart, om arealrettighedshaver
ønsker, at arealtildelingen
genbehandles med den høring, der
manglede i den oprindelige afgørelse, skriver kommunen til Sermitsiaq.
Sofianguak
Kristiansen håber, at saunaen kan forblive på sin plads. Hun har i gennemsnit
25-30 gæster om ugen, og selv om hun "ikke bliver millionær" af at
drive saunagus, betegner hun det som en succes.
- Der
er mange, der er så glade for den. Det er jo et sundt tiltag både fysisk og
psykisk, og der er brug for en saunagus.
Tag snakken op
Hvad vil det
betyde for dig, hvis du skal lukke saunagusen?
- Jeg
har selv finansieret og bygget saunaen, alt er selvbetalt, og jeg er
selvstændig, så det vil selvfølgelig betyde noget for mig, hvis jeg skal
stoppe, siger Sofianguak Kristiansen.
Det er
almindeligt at møde modstand, når man starter sin egen virksomhed, mener hun.
En modstand, der kan spores tilbage til kolonisering, som kommer til udtryk via
lateral vold (vold, vrede og aggression, der bliver rettet mod medlemmer i
et undertrykt fællesskab snarere end mod fællesskabets undertrykkere red.)
- Modstanden
kommer på nogen måder fra kolonialismen - lateral vold - hvor vi angriber
hinanden i stedet for at løfte i flok og fikse strukturen i stedet for, at vi
som lokale angriber hinanden. Vi bruger vores kræfter på en helt forkert måde,
siger Sofianguak Kristiansen, som har delt et længere skriv på Facebook omkring
hendes oplevelser med klager.
Hun har
efterfølgende fået flere beskeder fra andre selvstændige, som har oplevet
lignende modstand.
- Det
er noget, vi skal tage op og snakke om. Som det er nu, skal man have styrke og
viljekraft for at være selvstændig.
- Men
jeg er glad for, at der er en ændring på vej, for når man henvender sig til
forskellige instanser, oplever jeg støtte og rådgivning, som jeg har brug for.
Det er ikke sort det hele, men det er noget, vi skal snakke om, før situationen
bliver bedre.