Skolefodbold
Rekordmange klar til fodboldturnering
Over 5.000 drenge og piger deltager i årets Torrak-fodboldturnering i efterårsferien
Årets fodboldturnering i skolernes efterårsferie bliver større end nogensinde.
’Torrak’ er en gammel tradition, der startede i Nuuk i 1960'erne, hvor det var småt med fritidsaktiviteter for skolebørn i deres efterårsferie. Siden starten har turneringen udviklet sig fra kun at være et Nuuk-fænomen til nu at omfatte 12 byer foruden Nuuk. Det er Ittoqqortoormiit, Nanortalik, Qaqortoq, Narsaq, Paamiut, Maniitsoq, Sisimiut, Aasiaat, Ilulissat, Uummannaq, Upernavik og Tasiilaq.
Grønlands Arbejdsgiverforening, GA, har igennem de senere år organiseret og administreret fodboldturneringen, og i år har GA’s sekretariat involveret lokalformændene over hele landet for at sikre, at projektet også forankres i byerne på kysten.
Efterlyser frivillige forældre og lærere
- Det er dejligt at se, hvordan turneringen breder sig, men målet er, at samtlige skoler i Grønland skal være med. Arrangementet vokser år for år, og vi er nu oppe på, at mindst 5.000 børn deltager i Torrak i efterårsferien, fortæller Nana Kleist fra GA’s sekretariat.
Det er en kæmpe opgave at arrangere en så stor fodboldturnering som Torrak. Arrangørerne opfordrer derfor forældre og lærere til at melde sig som frivillige.
Torrak bliver sponsoreret af Brugseni, Permagreen, Grønlandsbanken, Coca-Cola, Grønlands Arbejdsgiverforening og Nuuk Ugeavis.