Zika-virus

Professor: Frygten for virus under OL er overdrevet

En amerikansk forsker mener kun, der er 0,0074 procents risiko for zika-smitte til OL i Brasillien

Offentliggjort

Risikoen for at blive smittet med zikavirus under OL er minimal, når OL starter den 5. august i Rio.

I hvert fald hvis man skal tro den amerikanske professor Albert Ko.

Professoren har stået bag et studie på Yale-universitetet i USA. Resultaterne lagde han frem sent mandag aften, og hans teori er, at blandt 500.000 besøgende ved OL, vil kun 37 personer blive smittet.

Det svarer til 0,0074 procent.

Han har regnet sig frem til resultatet ved hjælp af en matematisk model, som tager højde for adskillige forskellige faktorer.

- Undersøgelsen har givet os data, som viser, at denne uro for zikavirus kan være voldsomt overdrevet, siger Albert Ko.

- Risikoen for smitte er blevet en kontroversiel sag og har gjort, at flere udøvere har meldt afbud. Helt uden beviser er det blevet til en stigmatisering af Brasilien, fortsætter professoren.

En del amerikanske idrætsfolk, deriblandt golfspillere og basketballspillere og Tour de France-cykelrytteren Tejay van Garderen har takket nej til OL-deltagelse begrundet i frygten for zikavirus.

Når OL foregår fra 5. til 21. august er det vinter i Brasilien. Det betyder, at der er langt færre myg end på andre tidspunkter af året, og myg anses for at være den største smittekilde.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS