Øystein under OL-krav

Øystein Slettemark under det internationale OL-krav på VM's åbningsdistance

Næste løb for Øystein og Aqqaluartaa bliver 20 kilometer. Der tæller skydningen cirka 3 gange mere end til sprint, så det giver helt nye muligheder. Foto: Grønlands Biathlonforbund
Offentliggjort

30.000 tilskuere, skyfri himmel og 15 varmegrader mødte verdens bedste skiskydere, da der skulle løbes 10 kilometer sprint for herrer ved VM i Ruhpolding i Tyskland lørdag.

På grund af varmen havde arrangøren bestemt, at de antaget bedste skulle starte først. Aqqaluartaa Olsen blev trukket til startnummer 80 og Øystein Slettemark til startnummer 129. Med sene startnumre mødte Aqqaluartaa og Øystein meget vanskelige forhold på løjpen. Sneen blev blødere og blødere i løbet af dagen, da solen fik fat, og de mange foranløbende løbere bidrog til, at forholdene blev endnu dårligere.

En fordel ved at starte sent er, at de grønlandske løbere slap for at komme ind på skydebanen samtidigt med en tysk verdensstjerne. Larmen er øredøvende, når 30.000 tyskere brøler, hver gang en tysker rammer, og man føler, man bliver blæst af skydebanen, lyder det fra Grønlands Biathlon Forbund.

Øystein Slettemark blev bedst af de to grønlandske løbere og siger dette om sit løb:

- Det var en ret god start på VM for mit vedkommende. Selvom forholdene på løjpen var meget svære for os med høje startnumre, bestemte jeg mig for at fokusere på arbejdsopgaverne på løjpen og skydebanen. På løjpen var fokus at få skiene til at glide gennem den slushy sne, trykke jævnt mod underlaget og hele tiden vælge rigtig del af løjpen. Jeg følte egentlig ikke, at jeg lykkedes særlig godt, for jeg havde aldrig et godt glid i løbet. Men jeg kunne se i forhold til mine konkurrenter, at det alligevel gik rimeligt godt.

- På første liggende skydning kom der en vind ind fra venstre, og jeg skruede lidt på sigte, hvilket gav cirke 5 millimeter udslag på skydeskiven. Jeg ramte fire af fem og gennemførte hele skydningen på 39 sekunder, hvilket jeg var godt tilfreds med. Ved den stående skydning var jeg som sædvanlig ikke så skarp og måtte tåle tre forbiere, men brugte blot 37 sekunder på de fem skud.

- Min langrendstid var 3,31 minutter langsommere end vinderen Martin Fourcade fra Frankrig. Han havde også hurtigste langrendstid. Langrendstiden er jeg godt tilfreds med, særligt fordi de franske løbere havde fantastisk gode ski, og Martin Fourcade havde fordel af at starte en time før mig, og der var 120 løbere mellem os, som hver løb tre runder og masede løjpen, forklarer Øystein Slettemark.

Totalt blev Øystein Slettemarks tid til den 90. bedste, mens han blev nummer 99 ud af de 139 startende - 4,56 minutter efter Fourcade. Sølvet gik til Emil Svendsen fra Norge og bronzen til Carl Johan Bergman fra Sverige.

Nedtur for Aqqaluartaa Olsen
For Aqqaluartaa Olsen blev det en dag, hvor intet fungerede, som det skulle. Aqqaluartaa var ellers godt kørende i de sidste IBU-cup løb i Canada, hvor han slog Øystein på skydningen og var blot to sekunder langsommere på løjpen. Men til VM's åbningsløb måtte han tåle hele 3+4 forbiere og løb 2,18 minutter efter Øystein på løjpen. Aqqaluartaa landet på en beskeden 134. plads - 9,30 minutter efter vinderen.

Powered by Labrador CMS