håndbold

Overraskelse: Jakob Larsen snød tidligere klub

GOG sikrede sig lørdag aften i Frankrig klubbens største sejr i nyere tid.

Jakob Larsen med Niclas Kirkeløkke, Lasse Møller og norske Henrik Jakobsen som alle leverede en flot indsats i Frankrig. Arkivfoto: Knud Fl. Larsen
- Personligt var det for mig stort at være tilbage, fortæller Jakob Larsen om sejren over den franske klub Saint-Raphaël, hvor han tidligere har spillet for holdet.
Offentliggjort

GOG trådte lørdag aften i den franske middelhavsby Saint-Raphaël ind i ottendedelsfinalerne i den store europæiske turnering EHF CUP.

På forhånd var fynboerne ikke levnet de store muligheder. Saint-Raphaël Var Handball ligger aktuelt på tredjepladsen i den meget stærke franske liga. Sluttede sidste sæson med at vinde sølvmedaljer. På holdet er der landsholdsspillere fra Spanien, Rumænien, Hviderusland og Frankrig og på stregen danske Alexander Lynggaard. Alt i alt et rigtig klassemandskab, som inden kampstart kl. 20.45 i den store arena i Saint-Raphaël var klare favoritter.

Overraskelse på vej

GOG spillerne lod sig dog ikke mærke med, at de var undertippede. Træner Jakob Larsen havde fået sat sit mandskab rigtigt op. Taktikken var på plads. GOG spillerne var godt nok på udebane, men det var Jakob Larsen ikke. Jakob Larsen har som spiller nemlig spillet to sæsoner i Saint Raphaël 2004-2006.

Kampen startede meget lige. Undervejs i 1. halvleg var stillingen 2-3, 9-8, 11-12 og endelig ved halvleg en føring på to mål 15-17 til GOG. Det var næsten for godt til at være sandt.

Det skulle dog blive bedre og bedre efterhånden, som minutterne tikkede afsted i 2. halvleg. 17-21, 18-23, 24-29. Franskmændene fik med et par hurtige scoringer i slutningen af kampen reduceret til 32-35. De gulblusede fynboer bevarede dog roen og vandt en overraskende 32-36 sejr.

Dejligt at være i Saint Raphael igen

I en telefonsamtale med Sermitsiaq.AG efter kampen lagde Jakob Larsen ikke skjul på, at det på alle måde var en fantastisk kamp og et fantastisk resultat, som ingen måske undtagen GOG spillerne og Jakob Larsen selv havde turdet håbe på.

- Der er mange ting, som skal gå op i en højere enhed, når vi på udebane skal vinde over et fransk topmandskab som Saint Raphaël. Vi overraskede dem. Vi var godt forberedte. Vi skød godt. Får mange mål fra stregen og så ikke mindst, så står Espen Christensen igen en stor kamp i målet.

- Personligt var det for mig stort at være tilbage. Jeg kender alle omkring holdet. Det var lidt, som at være hjemme igen og når vi så vinder, bliver det selvfølgelig ekstra dejligt, var noget af det, som Jakob Larsen sagde.

Der blev tid til at lege lidt turister

GOG truppen rejste fra Fyn tidligt fredag morgen. Fløj fra København til Nice. Trænede i arenaen i Saint Raphael fredag aften. Sprang træningen lørdag over og gik i stedet en tur på den imponerende strandpromenade og nød, at foråret på de kanter så småt er på vej. Drak en kop kaffe og begyndte stille og roligt at lade op til kampen om aftenen. Det skulle nogle timer senere vise sig, at det var den rigtige måde at gøre det på.

GOG truppen fejrede den imponerende sejr med en lille udflugt til det lokale casino på strandpromenaden.

Hverdagen kalder

GOG spiller allerede onsdag aften igen. Aalborg Håndbold kommer på besøg i GOG Arena. Og så går det slag i slag med de afgørende kampe om at komme i slutspillet i den danske liga og kampene i EHF Cup, hvor de to andre klubber i GOGs pulje er slovenske Ribnica og tyske Füchse Berlin.

Powered by Labrador CMS