Island Games

Overblik: Sådan gik den første dag

De fleste grønlandske deltagere ved Island Games var i aktion ved den første konkurrencedag

Billedet taget under åbningsceremoniet
Offentliggjort

Som Sermitsiaq.AG skrev tidligere, så fik de grønlandske herrelandshold i fodbold uafgjort i kampen mod Menorca.

Og triatleterne fik flotte placeringer ved konkurrencen søndag.

Sermitsiaq.AG bringer her resultater fra de øvrige sportsgrene.

Bordtennis:
Holdkampene gik i gang søndag. Det blev til en sejr over Færøerne i den første gruppekamp med 6-1. I den anden kamp gav holdet en lussing til Menorca med 7-0. Men i søndagens sidste kamp tabte holdet til Guernsey med 2-5.

- Spillerne har spillet rigtigt flot. De er i tempo. Holdet ligger til at komme til semifinalerne. I den sidste gruppekamp spiller vi mod det svageste hold, Shetlandsøerne. Vi går efter at vinde kampen, og hvis vi vinder, vil vi være meget tæt på at kvalificere os til semifinalerne, fortæller landstræner Tommy Jørgensen til Sermitsiaq.AG.

Badminton:
I den første holdkamp vandt Grønland over Falklandsøerne med 5-0. I det andet gruppespil tabte Grønland til det topseedede hold fra Jersey med 0-5.

- Vi spillede mod en bedre modstander. Herrerne gjorde det virkeligt godt i singlerne. Bror Madsen tabte efter en meget lang kamp 2-0 i sæt. Men alle spillerne spillede rigtig gode kampe, og mange har været tæt på at vinde i kampen mod Jersey. Vi er ude af medaljekampen. Mandag spiller vi om 5.- til 8. pladsen i holdkampen, siger landstræner Rune Svenningsen.

Holdet spiller mod Gotland. Vinderen i den kamp spiller om femtepladsen.

Den individuelle turnering begynder på tirsdag.

Damefodbold:
De grønlandske kvinder tabte deres første kamp i gruppespillet mod hjemmeholdet Jersey med 2-3. Holdet var bagud med 0-2 efter første halvleg, men kom stærkt tilbage og fik udlignet til 2-2 i løbet af 2. halvleg.

- Men 30 sekunder før tid scorede Jersey sejrsmålet. Kampen bølgede frem og tilbage under hele opgøret. Spillerne var nervøse i første halvleg, men viste god moral efter pausen. Begge hold brændte mange chancer, og der var masser af dueller. Spillerne er selvfølgelig skuffede over resultatet, for vi gik efter at få mindst et point i kampen, siger kvindernes landstræner, Bent Petersen.

Kvindelandsholdet møder Hitra i mandagens kamp.

Golfspillerne er de eneste grønlandske deltagere, der endnu ikke har været i aktion ved sportsstævnet. De indleder turneringen på tirsdag.

Island Games slutter fredag den 3. juli.

Læs her alle artikler om Island Games 2015

Powered by Labrador CMS