efter druk-skandale
Østgrønland: Det er vist slut med GM-deltagelse
Sportsklubben ATA fra Tasiilaq mener, at GBUs kollektive straf til østgrønlandske hold er unfair efter K-64’s druk ved GM
- GBU’s beslutning om, at østgrønlandske hold først skal gennem en mellemrunde i Vestgrønland er udelukkelse af østgrønlandske til GM.
Sådan lyder reaktionen fra ATA fra Tasiilaq på GBU’s beslutning om, at østgrønlandske hold fremover først skal gennem en mellemrunde i Vestgrønland, før de kan kvalificere sig til slutrunden.
GBU har truffet den beslutning, efter at K-64 fra Tasiilaq har været på massiv druk under GM i Qaqortoq.
Læs: GM-skandale: Kuummiut-spillere på massiv druk
Nu frygter ATA fra Tasiilaq, der har deltaget ved flere slutrunder, at den beslutning gør ende på Østgrønlands deltagelse ved GM slutrunder fremover.
Kan ikke samle penge nok
- Vi har i forvejen meget svært ved at få samlet penge sammen til GM-deltagelse. Vi har fået ændret turneringsformen efter flere års kamp, så østgrønlandske undgår mellemrunde i Vestgrønland. Vi kan ikke samle penge nok til rejse til Vestgrønland to gange med et fodboldhold – det er umuligt, siger Aviaaja Ikila Abelsen, der har været kasserer i ATA i mange år.
Hun mener, at GBU bør ændre sin beslutning og kun straffe K-64.
- Hvorfor skal uskyldige klubber straffes for noget, en anden klub har begået? Det er unfair med kollektiv straf for hele Østgrønland. GBU bør sætte K-64 i karantæne et år og fortsætte med den nuværende turneringsform, siger Aviaaja Ikila Abelsen.
Bør lave faste regler
- Jeg mener også, at GBU bør lave faste ordensregler for samtlige hold, der deltager ved GM. Så kan samtlige klubber vide på forhånd, hvilke sanktioner der kan komme, hvis man overtræder ordensreglerne, siger Aviaajaq Ikila Abelsen.
K-64 har tabt alle sine kampe under GM i Qaqortoq og sluttede på 8. pladsen.