Op og ned for Martin Møller
Langrendsløberen er en del af Tour de Ski, som løbes over syv etaper omkring nytår i tre forskellige lande
Langrendsløberen Martin Møller har haft en meget travl jul og nytår. Han kvalificerede sig til Tour de Ski, som kan følges direkte på Eurosport. Det gik flot på første etape, og knap så godt på anden etape.
- Jeg løb sæsonens bedste FIS-punkt-løb under åbningsløbet 4 km friteknik. Det gav mig 109 FIS-punkter, og var 1.09 minutter efter vinderen Petter Northug. Det holder ikke helt til OL-kvalifikation, hvor kravet er under 100 FIS-punkter. Men det er meget tæt på, så jeg må bare køre på videre og løbe bedre, siger Martin Møller til Sermitsiaq.AG.
- Anden etape var 15 km jagtstart. Her gik det langt fra godt. Jeg havde ikke dagen, og skiene var også langt fra optimale. Så jeg brugte så lidt kræfter som muligt. Der er dog en tidsgrænse, som jeg heldigvis klarede mig indenfor. Der er ikke nogen grund til at samle på de dårlige løb, så jeg ser frem mod det næste løb. Det er i morgen, tirsdag, hvor der er sprint i friteknik, og det glæder jeg mig til, siger Martin Møller.
Læs "Møller gør comeback efter syv års pause"
Tour de Ski, som køres i Tyskland, Schweiz og Italien, startede i tyske Oberhof med en prolog over fire kilometer for herrerne og en prolog på tre kilometer for kvinderne.
Tour de Ski køres som syv etaper over ni dage. Martin Møller har deltaget i 25 World Cup-løb, senest i december 2005.