Olsen dropper Thomas Sørensen

Morten Olsen har vraget målmand Thomas Sørensen til EM som følge af rygskaden, han pådrog sig mod Brasilien

Thomas Sørensen i aktion. Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Offentliggjort

Landsholdets normale førstemålmand, Thomas Sørensen, kommer ikke med til EM i Polen og Ukraine.

Landstræner Morten Olsen har valgt at se bort fra Sørensen som følge af den rygskade, målmanden pådrog sig i landskampen mod Brasilien i lørdags. Det meddeler Dansk Boldspil-Union tirsdag på unionens hjemmeside.

- Thomas har som bekendt pådraget sig en skade i ryggen. Den giver desværre større risiko for, at han ikke kommer sig i tide til at kunne være til disposition til

kampene under slutrunden, end den giver forhåbning om, at han kommer sig over den i tide.

- Derfor ser jeg ingen anden løsning end at vælge Thomas fra til truppen, siger landstræner Morten Olsen i en pressemeddelelse.

Landstræneren foretrækker at have tre friske målmænd med til EM. Derfor har han udtaget Kasper Schmeichel til EM, hvor han gør Stephan Andersen og Anders Lindegaard følge på målmandsposten.

Svær beslutning
Beslutningen om at droppe den mangeårige førstemålmand har ikke været let for landstræneren.

- Det er en tung beslutning, som jeg har måttet træffe, og det er en alvorlig streg i regningen for os sportsligt, siger Morten Olsen.

- Dels er Thomas en fantastisk person og professionel at have i truppen, dels er hans rutine lige præcis, hvad vi har brug for i en slutrunde mod nogle af de stærkeste hold i verden.

- Thomas var naturligvis skuffet over min beslutning, men han har forståelse for vores situation og min disposition, siger Morten Olsen.

Den forestående slutrunde ville have været den femte for landsholdets førstemålmand gennem de seneste 11 år.

Morten Olsen traf sin beslutning sent mandag aften efter grundige overvejelser og samtaler med såvel den medicinske stab som sine trænerassistenter. Der var tilstrækkelig bedring at konstatere hos målmanden, og derfor blev han vraget.

Det var i sidste øjeblik, Morten Olsen traf sin beslutning.

Det europæiske fodboldforbund, Uefa, skal senest i dag klokken 12.00 have navnene på de 23 EM-spillere fra hver deltagende nation. Og her er Thomas Sørensens navn altså ikke med på den danske liste.

Powered by Labrador CMS