OL-heltenes historie: Det hele begyndte med Apollo
Grønlands OL-historie rummer heroiske bedrifter. Konkurrencen er benhård ude i verden, men overraskende mange grønlændere har sat aftryk på den »danske« deltagelse.
Apollo Lynge var i stand til at holde en meget høj puls og æde sig selv ude på langrendssporene. Ofte i ensom majestæt. De færreste kunne følge med. En vindertype af en sjælden karat. Ingen overraskelse, at han endte med at blive Grønlands første deltager ved et vinter-OL.
Det var tilbage i 1968, skriver avisen AG.
Siden skulle der gå næsten 25 år, før en grønlænder igen deltog i en olympiade.
Apollo rejste til Grenoble i Frankrig med optimismen i behold, velvidende at konkurrencen var benhård. Det var dengang, at arrangørerne kunne stable et helt arrangement – med tilhørerne faciliteter op – for 1,5 milliarder kroner. Herunder ny politistation, nyt hospital, nye veje og nye sportsarenaer. I dag kan et vinter-OL koste mellem 50 og 100 milliarder kroner.
»Vigtigste af alt«
Apollo Lynge endte i den absolut tunge enden af feltet på 15 km-distancen – i øvrigt lige som aktuelle og nutidige Ukaleq Slettemark, som deltog i flere løb i Kina i sidste uge. Men for begges tilfælde må det siges at være absolut bestået i dysten med deltagere fra mægtige ski-nationer som Norge, Sverige, Rusland, Finland, Italien, Tyskland og Tjekkiet.
Om Apollos præstation skrev AG i 1968, at der var gode undskyldninger for, at han ikke hjemtog medaljer.
- Skitræning handler ikke kun om at løbe på ski. Gymnastiksale med moderne redskaber er også en del af vejen for at opnå bedre resultater. Og vi er ikke forvænte med sådanne haller i Grønland. Den snerigeste verdensdel, som vi bor i, kan somme tider kaldes den dårligste for skiløb, da terrænet ikke er beskyttet af skove, der kan holde sneen. Dertil er vejr og vind ikke altid lokkende til regelmæssig træning alle dage om vinteren. Men vi har stor glæde af vores idræt, og det anser vi for det vigtigste af alt, konkluderede AG´s sportsredaktør i sin reportage.
Du kan læse mere i avisen AG, som du kan få adgang til her: