Ny landstræner
Officielt: Nordmand dansk landstræner
Åge Hareide er officielt præsenteret som dansk landstræner ved et pressemøde i Parken i København
Den 62-årige nordmand Åge Hareide er officielt præsenteret som dansk landstræner ved et pressemøde i Parken i København. Han afløser Morten Olsen på posten.
Viften af erfaringer og resultater er bred hos den nye danske landstræner, der torsdag klokken 11 blev præsenteret i landsholdets omklædningsrum i Parken i København.
Det er blevet til mesterskaber i Danmark, Sverige og Norge - og årelang erfaring som landstræner.
- Jeg er stolt, glad og ydmyg over at skulle være dansk landstræner og at skulle tage over for Morten Olsen, som jeg kender personligt og som har været en stor træner for det danske landshold, siger Hareide til DBU's hjemmeside.
- Danmark har en særlig position i Norden - med Dynamitdrengene, 92-holdet og de helt fantastiske danske fans. Vores hold og vores fans fortjener at komme til VM i 2018, og jeg glæder mig til at kæmpe for det sammen med spillerne, siger den nye landstræner.
Åge Hareide har været med til at vinde nationale mesterskaber med danske Brøndby, norske Rosenborg og svenske Helsingborg og Malmö FF og har desuden været norsk landstræner i fem år.
Han har stor indsigt i dansk fodbold og kender de danske landsholdsspillere - både de nuværende og dem, der er på vej igennem ungdomsholdene.