NÛK kysser titlen tilbage
Damernes GM i indendørs fodbold sluttede søndag aften. Se alle resultater
NÛK’s damer er atter grønlandsmestre i indendørsfodbold efter finalesejren over Disko 76 fra Qeqertarsuaq.
NÛK havde styr på finalen i Nuuk fra første dommerfløjt.
- Vi har trænet godt inden GM og kender hinanden godt, siger NÛK’s anfører, Tobiasine Abelsen, til Sermitsiaq.AG.
Det var også hende, der bragte NÛK foran til 1-0, inden Lisa M. Petersen cementerede sejren på 2-0.
- Vi havde god kontakt med hinanden under kampen og har også forberedt os godt inden finalen, siger Tobiasine Abelsen med sin guldmedalje om halsen.
Slog ærkerivaler i semifinalen
NÛK slog ærkerivalerne fra I-69 fra Ilulissat i semifinalen med 2-1, mens Disko 76 fra Qeqertarsuaq slog B-67 fra Nuuk i semifinalen med 2-1. Men Disko 76 kunne ikke få spillet til at fungere i finalen.
- NÛK gjorde det rigtig godt finalen og lod bolden arbejde. Vi kunne tværtimod ikke få vores samspil til at fungere, sagde anfører hos Disko 76, Karo Dahl, umiddelbart efter finalen.
- Men det er alligevel et stort fremskridt for os efter en sjette plads sidste år. GM i indendørsfodbold har været meget godt for vores forberedelser til GM på hjemmebane til sommer i udendørsfodbold, siger Karo Dahl.
Bronze til Ilulissat
I-69 fra Ilulissat kom til turneringen som forsvarende mestre, inden Arnaq Borup Egede fra NÛK stoppede de gule med sine to scoringer i semifinalen.
I-69 havde bedre styr på bronzekampen, hvor de slog B-67 med 2-0. Bebiane V. Johnsen og Hanne Siegstad scorede for holdet fra Ilulissat.
Resultater:
Kvartfinaler
NÛK 1 – ATA
I-69 1 – FC Malamuk
B-67 2 - K-33
Disko 76 – Kugsak 45
Semifinaler:
NÛK 1 – I-69 1 2-1
Disko 76 – B-67 2 2-1
7. – 8. Pladsen
ATA – K-33 3-1
5.-6. Pladsen
FC Malamuk – Kugsak 45 0-3
Bronzekamp:
B-67 2 – I-69 1 0-2
Finale:
NÛK1 – Disko 76 2-0