OL i Rio
Neymar sikrer Brasilien første OL-guld i fodbold
Barcelona-stjernen afgjorde OL-finalen, da han i straffesparkskonkurrencen sikrede Brasilien guldet
Neymar var indkaldt til det brasilianske fodboldhold ved OL i Rio med én mission - at vinde turneringen og sikre OL-guld for første gang til Brasilien.
Og sådan gik det, da Barcelona-profilen afgjorde finalen mod Tyskland med sin scoring til 6-5 på Brasiliens femte spark, da det hele skulle afgøres i straffesparkskonkurrence.
Den ordinære kamp endte 1-1, efter at Neymar havde bragt Brasilien foran 1-0 på en drømmescoring direkte på frispark.
Max Meyer fik udlignet til 1-1, og efter forlænget spilletid uden scoringer måtte finalen afgøres efter straffespark.
Her blev Nils Petersen tyskernes synder, da han misbrugte Tysklands femte spark, og dermed kunne Neymar sparke guldet hjem efterfølgende.
Dermed lykkedes det for Neymar at gøre det, som de tidligere brasilianske fodboldstjerner Ronaldo og Ronaldinho ikke kunne. De forsøge begge at sikre Brasilien OL-guld i fodbold i henholdsvis 1996 og 2008, men begge gange blev det til bronze.
Der var propfyldt på det legendariske stadion Maracanã i Rio de Janeiro, og presset var enormt på Brasilien op til finalen.
I det fodboldglade land har ingen glemt det forsmædelige 1-7-nederlag til Tyskland i VM-semifinalen i 2014 i Brasilien, og sulten efter den første OL-titel har ikke gjort det brasilianske folks krav om succes mindre ved OL.
Første halvleg bød dog på tre tyske afslutninger på overliggeren, og Bayer Leverkusens Julian Brandt indledte festen med et skud på træværket efter 13 minutter.
Tæt på den halve time fik Brasilien så tilkendt et frispark.
Det tog Neymar sig af, og verdensstjernen sendte bolden i en smuk kurve helt op i krogen og bragte Brasilien foran 1-0.
Tyskerne var dog langt fra ude af kampen og blev igen stoppet af overliggeren tre minutter senere. Ti minutter før pausen var det så Sven Benders hovedstød, der igen blev klaret af overliggeren.
Med en time igen slog tyskerne til. Jeremy Toljan sendte bolden ind i Brasiliens felt fra højre side, og her stod Max Meyer helt udækket og sparkede bolden i mål til 1-1.
Sådan sluttede den ordinære kamp, og de to hold måtte på overarbejde i den forlængede spilletid, som endte uden scoringer, inden der var dækket op til, at Neymar kunne sparke fodboldfesten i Rio i gang som sidste brasilianske skytte.
/ritzau/