El Clasico

Neymar i storform træder ud af Messis skygge

Når Real Madrid møder FC Barcelona i El Clasico er det for en gangs skyld ikke med Lionel Messi og Cristiano Ronaldo som de to mest lysende stjerner

Med 11 mål i 10 ligakampe har Neymar sammen med uruguayanske Luis Suarez sørget for, at Barcelona kan drage til Madrid som førerhold i den spanske liga
Offentliggjort

- Jeg er her for at lære af den bedste, har det flere gange lydt fra brasilianeren med henvisning til superstjernen Lionel Messi.

Men efter et par år i skyggen af den argentinske stjerne ser det nu ud til, at Neymar - i fraværet af en knæskadet Messi - er ved at træde ud af argentinerens skygge.

Med 11 mål i 10 ligakampe har han sammen med uruguayanske Luis Suarez sørget for, at Barcelona kan drage til Madrid som førerhold i den spanske liga. Holdet har tre point ned til rivalerne fra hovedstaden.

Og ifølge den tidligere Barcelona-stjerne Xavi har det velspillende Barcelona-hold med Neymar i front skubbet fraværet af Messi en smule i baggrunden.

- Jeg må sige, at holdet spiller godt uden ham. Og de formår samtidig at score mange mål, hvilket betyder, at de kan klare sig godt uden ham. De har ikke lidt under hans fravær, og det er et godt tegn, siger Xavi til nyhedsbureauet AFP.

Xavi skiftede i sommer til Al Sadd i Qatar, og rivalopgøret bliver derfor uden den spanske midtbanespiller i Barcelona-truppen for første gang siden 2000, hvor Xavi spillede sin første El Clasico.

Messi var mandag tilbage i træning for første gang siden 26. september. Derfor forventes det også, at Barcelonas altoverskyggende stjerne kommer til at spille en rolle i lørdagens brag.

Real føres vanen tro an af den portugisiske profil Cristiano Ronaldo, der trods otte mål i 11 ligakampe endnu ikke helt har fundet sit topniveau frem i sæsonens indledende fase.

Derfor ligner det umiddelbart et El Clasico med Neymar som den hotteste profil.

- Lige siden begyndelsen af sæsonen har han været elektrisk, lyder de rosende ord til Neymar fra Barcelona-træner Luis Enrique.

Også Argentinas landstræner og tidligere Barcelona-træner Gerardo Martino er imponeret over den 23-årige brasilianers storspil.

- Neymar er blevet mere moden. Han er i fantastisk form og næsten på niveau med de to spillere, der topper alle andre, siger Martino med henvisning til Messi og Ronaldo, der har delt prisen som verdens bedste fodboldspiller mellem sig de seneste syv år.

Når prisen uddeles igen til januar er der mange, der forventer, at Neymar tilslutter sig de to stjerner på podiet. Samtidig spekulerer man i, at han kan være manden, der på et tidspunkt skubber de to til side og kåres som verdens bedste fodboldspiller.

Kampen mellem Real Madrid og FC Barcelona sparkes i gang lørdag klokken 14.15 grønlandsk tid.

Powered by Labrador CMS