Nanok-bokser modstod slag-regn
Karl Petersen fik paraderne op og gode træffere mod rutineret bokser.

Fire boksere fra bokseklubben Nanok i Nuuk har deltaget i Hancock Box Cup i Skive - et meget stort internationalt arrangement inden for dansk amatørboksning. Der er deltagerne fra mange lande, eksempelvis Sverige, Tyskland og England.
- Kvaliteten ved stævnet er høj. Man ser ikke ret mange dårlige kampe, bemærker Mads Cort, træner hos Bokseklubben Rollo i Svendborg og tidligere stifter af bokseklubben i Ilulissat.
De tre Nanok-kæmpere, som kom i ringen, var Muku Jessen i weltervægt, Karl Petersen i fjervægt og Salik Olsen i letmellemvægt.
Mads Cort bed mærke i Karl Petersen, som kom op imod en mere rutineret dansk bokser. Danskeren startede med bulder og brag og fik med det samme hul på Karl Petersens parader. De første 10-15 sekunder var overlevelse, og Karl Petersen stod model til en byge af slag.
- Denne byge var nok udslagsgivende for hele kampen, men Karl lod sig dog ikke kyse og boksede flot boksning. Han fik sat flere gode træffere ind på sin modstander. Flere gange blev det råbt til ham blandt publikum og Karl boksede bare videre og videre på trods af, at han tog imod nogle hårde slag, fortæller Mads Cort.
Sejren gik til Karl Petersens modstander. Den tidligere træner i Ilulissat Mads Cort mener bestemt, at Nanok-bokseren kan være stolt af sin indsats til stævnet.
- Karls parader skal der arbejdes på - slagkraften og aggressiviteten ligeledes, men når det så er sagt, så har Karl en vilje og et mod som er misundelsesværdigt. Hans kondition er også ganske udemærket, vuderer Mads Cort.