N
Lodtrækning til grønlandsmesterskabet i fodbold for kvinder

Det bliver NÛK fra Nuuk og Disko-76 fra Qeqertarsuaq, som spiller åbningskampen ved dette års grønlandsmesterskab i fodbold for kvinder.
Det blev resultatet af lodtrækningen torsdag eftermiddag på Grønlands Idræts Forbunds kontor i Nuuk, hvor Hosias Levisen fra Aappilattoq ved Nanortalik trak navnene på de fem deltagende klubber op af pokalen.
Mesterskabet bliver spillet på stadion i Nuuk. Efter åbningsceremonien på mandag klokken 16.00, bliver åbningskampen mellem NÛK og Disko-76 fløjtet i gang klokken 17.00.
Grønlandsmesterskabet er en alle-mod-alle turnering i løbet af ugen, hvor de tre andre hold er UB-83 fra Upernavik, B-67 fra Nuuk og I-69 fra Ilulissat.
Bronzekampen bliver spillet lørdag den 8. august klokken 14.00 og finalen klokken 16.00.
Seks år i træk har NÛK og I-69 spillet finale, og sidste år trak I-69 det længste strå med en 2-1 sejr over NÛK.
Formanden for den arrangerende kub NÛK John Thorsen peger på sit eget hold som et stærkt bud på mesterskabet på hjemmebane, mens træneren for I-69 og det grønlandske kvindelandshold Bent Petersen har stor tillid til sit eget hold.