Man United
Mourinho vil ikke slutte trænerkarrieren i United
José Mourinho fortæller, at han er fascineret af den franske storklub Paris Saint-Germain.
Den portugisiske cheftræner i Manchester United, José Mourinho, har ikke tænkt sig at lade den engelske klub blive endestation for sin trænerkarriere.
Det fortæller Mourinho i et interview med det franske tv-program Telefoot, der blev sendt i fransk tv søndag.
- Jeg er en træner med ambitioner og med en lyst til at prøve nye ting, siger den 54-årige portugiser.
- Jeg er sikker på, at jeg ikke slutter min karriere her (i Manchester United, red.).
Træneren fortæller i interviewet, at han er fascineret af den franske klub Paris Saint-Germain (PSG).
- Forleden valgte min søn at tage til Paris og se en fodboldkamp i stedet for at se en i Manchester. Hvorfor Paris? For lige nu er der noget magisk over Paris. Der er ungdom og kvalitet. Det er fantastisk, siger han om PSG.
Mourinho har stået i spidsen for store europæiske klubber som Chelsea, Inter og Real Madrid. Han er tilknyttet Manchester United til juni 2019.