Minik bomber videre
For anden kamp i træk scorede Minik Dahl Høegh ni mål og var stærkt medvirkende til, at HC Fyn igen fik point på kontoen

For anden kamp i træk scorede Minik Dahl Høegh ni mål og var stærkt medvirkende til, at HC Fyn igen fik point på kontoen.
Uafgjort 30 - 30 mod hidtil ubesejrede Odder HB var resultatet, da de to dommere fløjtede kampen af i Odder.
HC Fyn kom fint fra start. Førte 6 - 1, 8 - 3 og 10 - 4 inden Odder HB fik kæmpet sig tilbage i kampen og kom foran 15 - 14 ved halvleg.
- På den ene side er jeg glad for resultatet på den anden side er det lidt ærgerligt, at vi kun får uafgjort med den start, vi laver. Vi kan i hvert fald ta' med os, at det er Odders første pointtab i den her sæson, var cheftræner Jakob Larsens kommentar efter kampen.
Jakob Larsen glædede sig i øvrigt meget over, at den gamle landsholds-kæmpe Lars Krogh Jeppesen bliver bedre og bedre.
Jakob Larsen spillede selv en hel del i forsvaret og fik scoret et enkelt mål. HC Fyn tillod sig at tabe en overtalsperiode med hele 4 - 0. Så mon ikke det er noget holdet skal ha' trænet inden næste søndags kamp i Odense Idrætshal mod Vejle Håndbold.
HC Fyns stærke forsvar passede så godt på Aqqaluk Sørensen, at han måtte gå fra banen uden at komme på måltavlen.
Og i den anden kamp i 1. division med grønlandsk isæt var der endelig point til Akutanneq Kreutzmanns Vejle Håndbold, som hjemme i Vejle vandt 25 - 22 over HC Midtjylland.
Akutanneq Kreutzmann var ikke med i kampen grundet en skade i den ene fod. - Jeg er lidt usikker på, om jeg kan være med i landsholdets træningskamp tirsdag aften i Ringsted, men regner absolut med, at jeg er klar til næste søndags kamp mod HC Fyn. Det bliver rigtig spændende at skule spille mod Minik og Jakob fortæller Akutanneq Kreutzmann.