Messi og Ronaldo i kamp om Europas bedste
Kampen om titlen som Europas bedste fodboldspiller kommer til at stå mellem FC Barcelona og Real Madrid

FC Barcelona stiller med to, mens Real Madrid kun har én tilbage i puljen til årets spiller i Europa.
Sidste sæsons vinder, Lionel Messi, fra den catalanske klub skal kæmpe med sin holdkammerat Andrés Iniesta og sit madrilenske modstykke Cristiano Ronaldo om at blive den spiller, der i sidste sæson gjorde det bedst i Europa.
I alt 53 sportsjournalister - en fra hver af medlemslandene i det europæiske fodboldforbund (Uefa) - har givet flest stemmer til de tre spillere, og dermed er en af EM-slutrundens mest opsigtvækkende spillere italienske Andrea Pirlo ikke længere med i konkurrencen.
Det samme gælder sidste års nummer to Xavi Hernández fra FC Barcelona - han endte som nummer fem - og Real Madrid-målmand Iker Casillas og tidligere Chelsea-angriber Didier Drogba.
Prisen afgøres den 30. august, når sportsjournalister stemmer live under lodtrækningen i Monaco til Champions League-gruppespillet.
Messi scorede 50 mål i La Liga i den forgangne sæson, mens Ronaldo nettede 46 gange - til gengæld hentede portugiserens mål mesterskabet hjem til Madrid for første gang i fire år. Iniesta blev kåret som EM-slutrundens bedste spiller.