Medie: Messi vil væk fra Barcelona
Lionel Messi skulle være så træt af situationen i Barcelona, at han ønsker at forlade klubben næste sommer.
Real Madrid har traditionelt været kendt som lidt af et galehus i Spanien, men lige nu er det i FC Barcelona, der er uro på de indre linjer.
På flere fronter har der været ballade i klubben, og superstjernen Lionel Messi skulle ifølge den spanske radiostation Cadena Ser være ret så træt af situationen.
Så træt, at han angiveligt har droppet forhandlingerne med klubben om en fornyelse af den kontrakt, som udløber næste sommer.
Ifølge mediet er 33-årige Messi blandt andet træt af, at han blev nævnt som årsagen til, at den tidligere cheftræner Ernesto Valverde blev fyret.
Samtidig har det ikke fungeret på banen for Barcelona efter coronapausen, hvor holdet efter flere pointtab er kommet fire point efter Real Madrid i toppen af ligaen med fem runder tilbage.
Barcelona var to point foran Real Madrid før coronaafbrydelsen.
Tilbage i januar udtrykte den argentinske angriber sin utilfredshed med sportsdirektør Eric Abidal, som havde givet spillerne skylden for Valverdes fyring.
Måneden efter sagde Messi i et interview, at truppen ikke var god nok til at vinde Champions League i år, og i april var truppen på kant med ledelsen, som anklagede spillerne for ikke at ville gå ned i løn under coronakrisen.
Ingen formnedgang
Selv om Messi er blevet 33 år, har han ikke vist tegn på formnedgang, og klubbens fans frygter givetvis, hvis Messi vælger at bryde med klubben.
Han scorede i sidste runde sit mål nummer 700 for den catalanske storklub.
Messi har mange gange gjort ondt på rivalerne fra Real Madrid. Alligevel håber Real Madrid-træner Zinedine Zidane, at argentineren bliver på Camp Nou.
- Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske, men jeg håber ikke, han skifter. Han er i ligaen, og vi ønsker at have de bedste spillere i ligaen, siger Zidane ifølge AFP.
Han kunne torsdag aften se sin anfører Sergio Ramos sikre Real Madrid en hårdt tilkæmpet 1-0-sejr over Getafe med en straffesparkscoring i 79. minut.
- Han er vores leder. Han er unik. Ingen kan sammenlignes med ham, siger den franske cheftræner.