boksebrag
Mayweather har alt at tabe i årets store boksebrag
Conor McGregor har alt at vinde, og Floyd Mayweather alt at tabe, når de to tørner sammen i årets boksebrag.
Når Floyd Mayweather natten til søndag går i ringen til sin kamp nummer 50, er han kæmpefavorit til at vinde.
Han skal nemlig møde Conor McGregor, der indtil nu kun har beskæftiget sig med kampsporten Mixed Martial Arts (MMA).
Derfor ligger alt presset på den 40-årige amerikaner, mener bokseekspert Claus Borre, der skal kommentere kampen for Viasat.
- Mayweather har helt klart mest at tabe. Han har flere gange kaldt sig selv den bedste bokser nogensinde, og så skal vi også huske, at kampen bliver afviklet på Mayweathers præmisser, siger Borre.
Martin Kampmann, der er tidligere MMA-kæmper, mener også, at irske McGregor har alt at vinde.
- Selv hvis McGregor taber, men gør det godt, så er det en lille sejr i sig selv, fordi han er oppe imod en fuldstændig dominerende bokser som Mayweather.
- Alt presset hviler på Mayweather, og det kan være, han føler, han skal forsvare boksesportens ære, siger Kampmann.
Kampen mellem Mayweather og McGregor sættes i gang natten til søndag dansk tid i T-Mobile Arena i Las Vegas.
Som optakt til kampen har de to kamphaner holdt flere pressemøder, hvor både Mayweather og McGregor, der er kendt for sin "trash talk", hvor han gør grin med folk, på skift svinet hinanden til.
Noget af det, den rapkæftede irer har gentaget, er, at han vil slå Mayweather ud i starten af kampen.
Ifølge Borre er McGregors eneste chance også at forsøge at komme ind under huden på Mayweather og irritere ham.
- McGregor skal håbe på at få et heldigt slag ind på Mayweather i et moment, hvor amerikaneren er ude af balance enten fysisk eller psykisk.
Kampmann tror heller ikke på, at 29-årige McGregor får mange muligheder mod amerikaneren.
- Mayweather er enormt god defensivt og er virkelig svær at ramme. Hvis McGregor prøver at jagte ham, får han det svært.
- McGregors bedste muligheder vil være på kontraslag med sin venstre hånd, når Mayweather angriber - det er hans bedste våben.
Ligesom Borre og Kampmann mener bookmakerne også, at Mayweather er favorit før årets boksebrag.
/ritzau/