Den halve kongedistance
Liza vandt bronze i Lillebælt Halvmarathon
Det blev til bronze til DM i halvmaraton samt sølv for holdseniorer for løberen Liza Tuperna Itzchaky. Det på trods af, at hun er under behandling for astama
- Nogle gange græder man af glæde - at komme ind i tiden 1.27.38 time i kølvandet på den seneste tids fysiske udfordringer fylder mig med en følelse af lykke. Det minder mig om, hvorfor jeg løber - glæden ved at udfordre min krop til at yde det bedste, den kan - at mærke den kan lide at løbe afsted med mig. I dag vandt jeg en individuel bronze i min aldersklasse til DM i 1/2 maraton, fik en samlet placering som nummer 16, og vandt sølv for senior hold sammen med Valborg og Kerstin (Grønland, Færøerne og Sverige repræsenterende Sparta).
Sådan skrev Liza Tuperna Itzchaky lørdag på sin Facebook-profil lige efter medaljeoverrækkelsen ved Lillebælt Halvmarathon, der blev afviklet lørdag, og hvor ikke færre end 11.000 deltog.
Til Sermitsiaq.AG oplyser hun:
- Jeg var så glad.
Hun forbedrede nemlig sin tid fra VM halvmarathon med 44 sekunder på en rute, der var den mest kuperede rute hun har løbet på uden for Grønland.
- Der var en hel del vind på ruten, men jeg kan ikke andet end være tilfreds med tiden set i forhold til, hvor udfordret jeg er på mine luftveje p.t. Jeg kom i behandling for astma i tirsdags. Mine luftveje er irriterede, selv når jeg ikke anstrenger mig fysisk, det føles som om, der ligger en blokering, der forhindrer mig i at trække luft ordentlig ind, men jeg kan godt løbe med det, så længe intensiteten ikke bliver for hård i for lang tid ad gangen.
- Løbet i går var for mig også en klar indikering af, at min form går i den rigtige retning. Mit mål for denne sæson er stadig at slå min PR, jeg satte sidste år, og som er på 1.24.17 time.