Landsholdsspillere på barrikaderne

Håndboldlandsholdsspillerne går nu ind i debatten for at hindre aflysning af den store internationale håndboldturnering i Nuuk

Landsholdsspillerne Jakob Larsen, Angutimmarik og Akutaaneq Kreutzmann, Rasmus Larsen og Minik Dahl Høegh. Foto: Knud Fl. Larsen
Offentliggjort

Forkvalifikationen til De Panamerikanske Mesterskaber i håndbold med deltagelse af syv landshold, der efter planen skal spilles i Nuuk i oktober, er grundet problemer med at få budgetterne til at hænge sammen tæt på at blive aflyst.

Sermitsiaq.AG har i tidligere artikler beskrevet problematikken, og nu går landsholdsspillerne på barrikaderne for at kæmpe for, at de økonomiske midler bliver fundet, og at turneringen med de mange spændende kampe gennemføres.

Brødrene Angutimmarik og Akutaaneq Kreutzmann har på Facebook en større debat kørende, hvor der bliver støttet op om turneringen.

Utroligt ærgerligt
Til Sermitsiaq.AG siger den sandsynligvis kommende håndboldligaspiller i GOG Akutaaneq Kreutzmann:

- Det er så utroligt ærgerligt, hvis turneringen ikke bliver spillet. Det er sandsynligvis både første og sidste gang, at muligheden for at spille en stor og betydningsfuld turnering på hjemmebane er til stede. Der vil blive spillet tre kampe hver dag, som KNR kan transmittere.

Læs "Ærgerlig landstræner: Find nu en løsning"

Læs "Enestående mulighed tæt på at glippe"

En kæmpe oplevelse
Landskampsrekordholder Rasmus Larsen med over 100 landskampe, som for øjeblikket spiller nordiske mesterskaber i Larvik i Norge med det danske politilandshold, opfordrer de bevilgende og besluttende myndigheder til at vise handlekraft. Til Sermitsiaq.AG siger Rasmus Larsen:

- Vi har aldrig spilet kampe af betydning i Grønland. Det har altid været ved store turneringer i Europa og i Amerika, at vi har vist flaget. Nu har vi endelig chancen for at vise i Grønland, hvad man kan opnå som grønlandsk sportsmand, og så bliver det hele måske alligevel ikke til noget.

- Det er selvfølgelig en kæmpe oplevelse, også som grønlænder at spille i sit eget land foran sit eget folk. Selvforståelsen som grønlænder og som den nye nation, vi er, gør også, at folk er nødt til at have rollemodeller.

- Jeg ved fra mig selv, hvor vigtigt det er, at man som barn og ung har forbilleder, som man prøver at efterligne.

- Vi har på landsholdet nogle fantastiske håndboldspillere, som i mine øjne er grønlandske stjerner og gode rollemodeller, og som fortjener at spille en betydningsfuld turnering på hjemmebane i Nuuk, og som folk i Grønland fortjener at se folde sig ud på en håndboldbane, siger Rasmus Larsen.

Powered by Labrador CMS