Landsholdsspiller til Faaborg HK

Håndboldspilleren Aqqaluk Sørensen har underskrevet en to-årig aftale med håndboldklubben Faaborg HK.

Aqqaluk Sørensen fra Nuuk (th) sammen med sin landsholdskammerat Johannes Groth fra Sisimiut. Foto: Knud Fl. Larsen
Offentliggjort

Med den to-årige kontrakt, som den grønlandske landsholdsspiller, Aqqaluk Sørensen netop har indgået med Faaborg HK, er håndboldklubbens 1. divisions hold komplet med 14 spillere.

Det skriver Fyens Amtsavis's hjemmeside faa.dk.

Aqqaluk Sørensen er 21 år, og har de seneste sæsoner spillet i henholdsvis Bjerringbro/Silkeborg og Odder Håndbold.

Han var, ifølge Faaborg HK, under overvejelse med at forlænge aftalen med Odder, men håndboldmiljøet på Sydfyn trak mere.

Med flytningen til Fyn kommer Aqqaluk Sørensen tættere på sine to grønlandske landsholdsfæller, Jakob Larsen og Minik Dahl Høegh, som er kontraktspillere i GOG Svendborg TGI.

En gang om ugen vil de tre mødes til træning med deres respektive holdkammerater, fordi Faaborg HK og GOG Svendborg TGI igen har indgået et træningssamarbejde.

- Vi glæder os da rigtig meget over, at Aqqaluk har valgt Faaborg HK som sin klub de næste to år, siger Jan Klink, sportslig ansvarlig i Faaborg HK.

- Han give os lige den ekstra gardering i vores højre side, som vi har brug for. Han er rigtig godt skydende, og vi har faktisk en forventning om, at Aqqaluk udvikler sig i den helt rigtige retning hos os.

Til VM i Egypten

Aqqaluk Sørensen møder i klubben den 28. juli til første træning sammen med holdkammeraterne. Men allerede den 4. august rejser han til Egypten, hvor han frem til den 20. august skal spille om VM på det grønlandske U21-landshold. Sandsynligvis kommer han under VM-turneringen til at møde nogle af spillerne fra Faaborg, som er i den talentfulde danske U21-landsholdstrup.

- Vi synes faktisk, at vi har en meget homogen og godt sammensat trup på plads, som vi forventer spiller sig i den rigtige ende af 1. division, siger Jan Klink.

Powered by Labrador CMS