vild jubel
Kreutzmann matchvinder i sidste sekund
- Det var en fantastisk følelse, som jeg ikke glemmer lige med det samme, siger Angutimmarik Kreutzmann
Onsdag aften mødte de danske mestre fra Aalborg på udebane i Helsinge i Nordsjælland undertippede Nordsjælland Håndbold med Angutimmarik Kreutzmann på holdet i en kamp, der for Aalborgs vedkommende bare skulle overstås inden den meget vigtigere Champions League-kamp i den kommende weekend mod Flensburg-Handewitt.
Aalborgs cheftræner Nikolaj Jakobsen valgte en noget nonchalant tilgang til kampen. Spillede i store dele af 1. halvleg med de spillere, som normalt ikke får så meget spilletid.
Og det skulle vise sig at blive en dyr beslutning. Nordsjælland Håndbold kom foran med både seks og syv mål inden alvoren gik op for de sejrsvante ålborgensere. 19-14 stod der ved pausen til hjemmeholdet.
Aalborg forsøgte desperat i 2. halvleg at få de to point med hjem. Fik også kontakt og udlignet til 31-31, inden Nordsjælland Håndbold med en scoring af Angutimmarik Kreutzmann i kampens døende sekunder sikrede sig sejren 32-31
Vild jubel
- Jeg havde bolden og så, at der var en mulighed, og så skød jeg og bolden gik i mål. Det næste, jeg registrerer, er, at jeg ligger nederst i en bunke med de fleste af holdkammeraterne ovenpå mig. Det var lige før, at blev bange for, at jeg skulle blive skadet. Det var en fantastisk følelse, som jeg ikke glemmer lige med det samme, var en meget glad Angutimmarik Kreutzmanns kommentar til Sermitsiaq.AG lige efter kampen.
Nordsjælland Håndbold har efter et stort nederlag til GOG i sæsonens første kamp overrasket alt og alle med sejre over først Skive FH og så altså onsdag aften foran 814 tilskuere over storfavoritterne de danske mestre fra Aalborg Håndbold.