Kneben sejr til Grønland
Det grønlandske herrehåndboldlandshold vandt tirsdag aften træningskampen over Vejle Håndbold

Det var et noget amputeret landshold, som Grønland stillede op. Halvdelen af de spillere, der skal med til De Panamerikanske Mesterskaber i Argentina i juni, var ikke med, da kun spillere, som til dagligt spiller i Danmark, var til rådighed for landstræner Niels Møller.
Grønland vandt 22-21 efter en pauseføring til Vejle Håndbold på 11-9.
Begge hold havde op til kampen trænet hårdt. Så resultatet skal der ikke lægges så meget i. Grønland spillede i perioder fornuftigt. Ikke overraskende var det bagkæden med Akutaaneq Kreutzmann, Minik Dahl Høegh og Angutimmarik Kreutzmann, der stod stærkest i billedet. Michael Lukacs i målet stod en meget fin 2. halvleg.
Det var tydeligt, at Vejle Håndbold, som har haft en meget fin sæson i 1. division, savnede Akutaaneq Kreutzmann, som normalt er en af Vejle Håndbolds bedste.
Læs også "Landsholdet spiller i Vejle"
Landstræner Niels Møller var efter kampen tilfreds med træningssamlingen og også tilfreds med indsatsen mod Vejle Håndbold.
- Vi viser rigtig god moral i 2. halvleg. Efter at have været bagefter med syv mål får vi udlignet til 18-18 og vinder kampen 22-21.
Topscorere for Grønland var Akutaaneq Kreutzmann og Minik Dahl Høegh hver med syv mål.
Landsholdets næste træningssamling er i Ringsted om 14 dage.