Klar til olympisk harejagt
Skiskytten Øystein Slettemark er klar til at repræsentere Danmark og Grønland ved OL. Disciplinen passer perfekt til Grønland og sammenlignes med harejagt.

Skiskydning har sit udspring i militæret. Når feltet kommer farende forbi med langrendsski på fødderne og geværer på ryggen, vækker det minder om de finske soldater, der for 70 år siden tog kampen om med de fjendtlige kampvogne i den finsk/russiske vinterkrig.
I skiskyttefeltet ved OL i Vancouver vil Øystein Slettemark være at finde. Han er fra Grønland og en del af det 18 personer store danske hold. Han er tidligere ansat ved militæret, men alligevel vil han hellere sammenligne sportsgrenen med noget typisk grønlandsk.
- Skiskydning minder meget om harejagt. Her bevæger man sig rundt i sneen og får et adrenalinkick, når man skal skyde, men samtidig skal holde ro i kroppen for at kunne ramme.
- På den måde passer skiskydning godt til Grønland. Også fordi mange grønlændere har deres egne våben og interesserer sig meget for dem, siger Øystein Slettemark.
Skiskydning går ud på, at løberne så hurtigt som muligt skal rundt på en løjpe. Skiløbet afbrydes med jævne mellemrum, når der skal skyde til måls efter nogle små jernskiver, og hver gang kuglen ryger forbi jernskiven, skal løberne ud på en strafrunde.
Øystein Slettemark har dyrket sporten siden 2001, hvor han dannede det grønlandske skiskytteforbund, og han bruger i høj grad jagten som træning. Når sneen er væk, vandrer han rundt i fjeldene med sit gevær og træner og skaffer samtidig mad på bordet.
- Vi, der dyrker langrend og skiskydning, træner mange timer med lav intensitet. Så om foråret og tidligt på sommeren er det oplagt at gå på jagt. Når jeg går rundt i fem-seks timer i fjeldene og bærer et rensdyr hjem på ryggen, så er det rigtig god træning, siger Øystein Slettemark.
Den 43-årige skiskytte er født i Brasilien, opvokset i Norge, har dansk statsborgerskab og stiller op til OL for Danmark. Oprindelig var han norsk statsborger, men efter at have mødt sin senere grønlandske kone Uiloq i Oslo, flyttede de til Nuuk, og efter fem års ophold blev han dansk statsborger.
Øystein Slettemark er formand i det grønlandske skiskytteforbund, mens Uiloq Slettemark er generalsekretær, og selvom de er flyttet til Norge for at få bedre træningsforhold, betyder det meget for grønlænderne, at de har en statsborger repræsenteret i Vancouver.
- Da den grønlandske langrendsløber Michael Binzer deltog ved OL, var der en stor interesse for det i Grønland. Mange begyndte at dyrke sporten, og det var en opfattelse af, at vi også kan her i Grønland, husker Øystein Slettemark.
Øystein Slettemark skal første gang i aktion søndag den 14. februar dansk tid, hvor mændenes sprint afvikles.
Læs også portræt af Øystein Slettemark i denne uges AG.