Klar til at starte sæsonen
Langrendsløberne Niviaq Chemnitz Berthelsen og Karl-Peter Kristensen indleder sæsonen i Finland
Så er skisæsonen så småt ved at gå i gang. I denne weekenden indleder man i den finske by Muonio sæsonen for alvor. Det er højt til nord, idet Muonio ligger i Lapland. To af de grønlandske langrendsløbere er med ved denne sæsonåbning.
Det er Niviaq Chemnitz Berthelsen og Karl-Peter Kristensen, der er med ved sæsonåbningen, der foregår i dagene 16. til 18. Ved same arrangement deltager den tidligere finske verdensmester Matti Heikinen.
- Det bliver rart langt om længe at skulle i konkurrence igen. Flere store navne er med, og mange nationer stiller op. Vi bruger løbene som en slags VM-kvalifikation, og specielt for mit vedkommende også at kunne se frem mod U23-VM, siger Karl-Peter Kristensen til Sermitsiaq.AG.
Fredag den 16. skal der løbes sprint klassisk. Lørdag den 17. gælder det 10 kilometer klassisk for mænd og fem kilometer klassisk for kvinder. Og søndag den 18. november afsluttes med 15 kilometer skate for mænd, mens damerne løber 10 kilometer skate.