KAK: Vi tager afstand fra racisme
KAK vil ikke acceptere racisme eller anden form for forskelsbehandling i sporten. Derfor vil forbundet arbejde med en inkluderende kampagne og opfordrer andre forbund til at gøre det samme.
Grønlands Boldspil Union accepterer ikke forskelsbehandling på baggrund af race, religion, seksualitet med mere.
Så kort og kontant er budskabet fra Grønlands Boldspil Union, KAK’s formand Benjamin Kielsen efter et møde om et optrin med en spiller, der blev udvist fra en kamp på grund af racistiske tilråb.
- Hele KAK’s bestyrelse accepterer ikke forskelsbehandling på nogen måde. Om det er på baggrund af race, seksualitet, religion eller af anden baggrund, siger Benjamin Kielsen til Sermitsiaq.AG.
KAK’s bestyrelse af her til eftermiddag holdt møde om en sag, hvor en spiller fra S-68 fik tildelt et rødt kort for racistiske tilråb mod modstandernes træner.
Oplysning er vejen frem
Det er ikke første gang, at sådan en type sag opleves i grønlandsk fodbold. Træneren, der blev råbt af under det netop overståede ungdoms-GM i futsal har tidligere oplevet racistiske bemærkninger i sit trænervirke i Grønland.
Benjamin Kielsen oplyser, at boldspil unionen ikke vil foretage yderligere i forhold til optrinnet i lørdags, og at sagen er afsluttet i KAK's bestyrelse.
KAK tager nu ansvar, og vil arbejde for en inkluderende fodboldverden i Grønland. Unionen vil arbejde med oplysningskampagner, hvor budskabet skal være, at alle har en plads i sporten.
- Vi har besluttet os, at vi vil lave oplysningskampagne mod forskelsbehandling. I sporten er alle velkomne, og det skal vi og vores spillere agere efter. Vi opfordrer andre sportsorganisationer om at gå med os i kampagnen, siger Benjamin Kielsen.
Bøder kan komme på tale
Grønlands Boldspil Union vil arbejde med oplysningskampagner, der vil stå klar senest til næste grønlandsmesterskaber. Her vil der blandt andet være præsentation af alle spillere som rollemodeller, og opfordring til foreninger om at være inkluderende.
Hvorvidt, klubber skal modtage bøder ved forskelsbehandling udenfor og på banen, har KAK ikke taget stilling til i dag.
- Om klubber skal modtage bøder ved forskelsbehandling, det er noget vores medlemmer skal tage stilling til. Det er værd at overveje at uddele bøder ved sådanne alvorlige tilråb, men vi kan som union ikke fastsætte bøder alene. Der kræves der opbakning fra vores medlemmer, siger Benjamin Kielsen.