ingen hjemmebanekampe
International turnering i Nuuk aflyst
Økonomien kan ikke hænge sammen, så derfor kaster Grønlands Håndbold Forbund håndklædet i ringen og aflyser planlagt stor håndboldturnering i Nuuk
Drømmene var ellers store. For første gang nogensinde skulle der spilles en stor international håndboldturnering i Grønland. Forkvalifikationen til de panamerikanske mesterskaber i herrehåndbold skulle efter planen afvikles i Nuuk i oktober.
Omkostningerne ved at få landsholdene fra Canada, USA, Mexico, Cuba, Den Dominikanske Republik og Puerto Rico fløjet til Grønland viser sig desværre at blive så store, at det store arrangement økonomisk ikke kan hænge sammen. Turneringen er derfor aflyst.
Læs "Elite Sport Greenland: Håndboldturnering gavner Grønland"
Læs "Skyhøje billetpriser truer landskampe"
Læs "Får Grønland lov til at spille på hjemmebane?"
Stor ærgrelse
I Grønlands Håndbold Forbund, GHF, er man naturligvis meget kede af, at det ikke lykkedes at få turneringen op at stå. Til Sermitsiaq.AG siger næstformand Gujo Thorsteinsson:
- Efterhånden har jeg været med i mange år, og jeg har kunnet mærke, at det i de senere år er blevet meget sværere at skaffe de midler, som vi skal bruge både i klubberne herhjemme og til arbejdet med landsholdene. Blandt andet fordi vi er et lille land med begrænsede midler og så selvfølgelig også, fordi der er budgetteret med 44,6 millioner kroner til Arctic Winter Games i 2016. Det er et så stort beløb, at det vil kunne mærkes længe.
- Aflysningen er selvfølgelig ærgerlig, da det ville være rigtig fint for grønlandsk håndbold, grønlandsk idræt og ikke mindst for den grønlandske befolkning at markere sig på denne måde og vise flaget. Vi skal huske på, at vi er et af de få specialforbund under Grønlands Idrætsforbund, GIF, der internationalt stiller op under eget flag og så selvfølgelig ikke mindst, fordi der var gode muligheder for, at vores herrelandshold på hjemmebane i Nuuk kunne komme til at præge turneringen.
Læs "Landsholdsspillere på barrikaderne"
Læs "Ærgerlig landstræner: Find nu en løsning"
Læs "Enestående mulighed tæt på at glippe"
Det Panamerikanske Håndbold Forbund, PATHF, og Det Internationale Håndbold Forbund, IHF, skal nu i gang med at finde et andet land, der kan arrangere turneringen og landsholdet skal endnu en gang ud at spille under fremmede himmelstrøg.