samarbejde
Idrættens verden skal kende til børns rettigheder
Grønlands Idræts-Forbund og Meeqqat Inuunerissuts projektkontor har indgået samarbejde - opfølgning på kravet om børneattester til alle er første fælles opgave
Idrættens verden skal kende til børns rettigheder.
Sådan lyder udmeldingen fra Grønlands Idræts-Forbund (GIF) og Meeqqat Inuunerissuts projektkontor (Mibb), som har indgået et nyt samarbejde.
Samarbejdet giver ifølge organisationerne selv en rig mulighed for at udnytte hinandens styrker og derigennem skabe meget mere fokus på udviklingen af børn. Det sker rent fysisk ved, at Mibb har fået kontor hos GIF, som har kontor i nye lokaler på Issortarfimmut i Nuuk sammen med Elite sport Greenland.
- Det at Mibb flytter ind hos os giver et endnu stærkere afsæt med hensyn til at få udnyttet de kompetencer og indsatser, der skal ligge til grund for, at vi kan skabe endnu større værdi i samfundet, forklarer Carsten Olsen, generalsekretær i GIF, i en pressemeddelelse.
Ifølge ham er Mibb, der arbejder aktivt for at sikre børns rettigheder, den helt rigtige samarbejdspartner for GIF.
Første fælles opgave
Også Mibbs projektleder Nive Heilmann er godt tilfreds med aftalen:
- Mibbs kerneopgave er at udbrede kenskabet til børns rettigheder generelt i samfundet. Voksne har ansvaret for at børns rettigheder følges, og derfor ser vi frem til et givtigt samarbejde med GIF, som har et stort netværk til idrætsudøvere og frivillige, og som arbejder for et sundt børneliv.
Første fælles fokuspunkt for GIF og Mibb er opfølgning på kravet om børneattester til alle, der arbejder med børn inden for sportens verden.