sport
IA i Qaasuitsoq: Byg to kunstgræsbaner om året
En kommunalpolitiker fra Inuit Ataqatigiit mener, at der skal bruges flere penge på sport i Nordkommunen
En kunstgræsfeber har ramt grønlandsk fodbold, og den har fået særlig fart efter GM, der blev afholdt på Nuuks nye skriggrønne bane.
Nu siger kommunalbestyrelsesmedlem i Ilulissat Bendt B. Kristiansen (IA), at kunstgræsbaner er et must for kommunen, der stadig kun har grusbaner.
Byg to om året
Den eneste måde man kan holde på fodboldtalenterne i Qaasuitsup Kommunia er simpelthen ved at lægge mere kunstgræs ligesom i Nuuk, Qaqortoq og Ittoqqortoormiit, skriver han torsdag i en pressemeddelelse.
Læs: Fire nye kunstgræsbaner indviet i Nuuk
- Vi foreslår, at der afsættes midler til to kunstige græsbaner årligt i de kommende budgetår, og at Qaasuitsup Kommunia støtter sportsklubbernes talentudvikling i højere omfang også økonomisk, siger Bendt B. Kristiansen.
Kommunalpolitikeren bemærker den store tilfredshed for de nye kunstgræsbaner der var hos spillerne og trænerne under GM.
Kan blive en hindring
Selvom der faktisk er kunstgræsbaner undervejs i både Ilulissat og Qeqertarsuaq både med private penge og selvstyrepenge, så mener Kristiansen der skal mere til.
- Fodboldspillerne i vores kommune kan risikere at sakke bagud med udviklingen. Man skal også huske på, at fodbolden er et stort forebyggende initiativ.
Læs: Siumut støtter kunstgræsbaner
- Hvis vi ikke begynder at etablere kunstige græsbaner i vores kommune, er vi bekymret for, at det vil blive meget besværligt for klubberne at afholde mesterskaberne i fodbold, hvilket kan have store og negative konsekvenser for udvikling i forhold til øvrige klubber i Grønland, slutter Bendt B. Kristiansen.