Hun vil løbe, hvor ingen før har løbet

Fem kvinder under samme tag

Nivi Geisler vokser op i et hjem fyldt med kvinder: hendes mor, Elisabeth Geisler, hendes moster og mosterens to døtre.

Fem kvinder under samme tag – tre af dem små piger, som ofte bliver klædt ens i de samme blomstrede kjoler og let kunne forveksles med søstre. Det bliver et varmt og kærligt barndomshjem, hvor Nivi oplever fællesskab, omsorg og hverdagens stærke kvindefællesskab – noget, der senere kommer til at præge hendes syn på både styrke, familieroller og muligheder i livet.

I princippet er hun enebarn, men sådan føles det aldrig. Med mosterens børn omkring sig og en stor søskendeflok gennem både stedfar og biologisk far, vokser hun op midt i en børnerig familie.

- Jeg er teknisk set enebarn, men jeg har altid haft søskende omkring mig, siger Nivi med et grin.

Hendes forældre bor aldrig sammen, men stedfaren Frederik Egede bliver en tryg og stabil tilstedeværelse i hendes liv. Hendes biologiske far, Rink Heinrich, sejler og er kun lidt til stede i hendes barndom. Hun ved, hvem han er, men lærer ham først rigtigt at kende, da hun selv får børn. Det bliver vigtigt for hende, at hendes børn får det, hun selv manglede – en relation til deres morfar og en fornemmelse af, hvor de kommer fra.

- Det blev lige pludselig meget vigtigt for mig, at mine børn også kendte deres morfar, fortæller hun.

Barndommens relationer og fællesskaber bliver en vigtig grundsten i Nivis liv – men de står ikke alene. Noget andet, der tidligt får rod og vokser med hende, er glæden ved at bevæge sig. En trang til frihed, fart og fysisk udfoldelse, som allerede i de første år får lov til at folde sig ud i fuldt flor.

Bevægelse fra barnsben

Nivi Geislers passion for sport og bevægelse kommer ikke ud af det blå. Hendes mor, Elisabeth Geisler, er en aktiv kvinde og introducerer hende tidligt for alverdens sportsgrene. Minderne står stadig klart.

- Jeg var nok seks år gammel, da vi løb hele vejen fra Nuuk til Nuussuaq – dengang Nuussuaq stadig var nyt. Vi skulle hele vejen rundt om området og tilbage igen. Jeg kan stadig huske, hvor meget sidestik, jeg fik op ad bakken, siger hun med et smil.

Som barn prøver Nivi kræfter med alverdens sportsgrene – blandt andet taekwondo og håndbold – men det står hurtigt klart, at det ikke er hallerne, der trækker i hende.

- Der var noget i mig, der altid søgte ud. Jeg trives bedst, når jeg kan høre vinden og mærke jorden under mig – ikke gulvbrædder og boldstøj, siger hun.

Nivis mor introducerer hende til langrend, da hun er seks år gammel. Men det er først året efter, da hun som syvårig spænder et par alpinski på fødderne, at noget klikker. Her finder hun for alvor sin sportsgren.

- Hele min ungdom var bare skiløb, skiløb, skiløb – jeg elskede det, fortæller Nivi med en begejstring, der ikke efterlader nogen tvivl.

Sådan er det hver dag: Skoledagen slutter, og Nivi skynder sig mod skibakken. Først når liften lukker, vender hun næsen hjemad igen. I skiløbet finder hun to ting, der kommer til at forme hende: fællesskab og konkurrence. Det bærer hende ubesværet hele vejen til juniorlandsholdet – og med på mange skirejser og store oplevelser.

Dengang var det farten, suset og hoppene, der trak i hende. I dag er det dog alligevel langrendsskiene, der vinder. Men én ting er uforandret – det er stadig naturen, der kalder på hende.

Alene til Danmark – hjem med en familie

Nivi Geisler flytter til Sisimiut i 2003. Hun drømmer om at blive arktisk ingeniør. Uddannelsen starter med halvandet år på DTU’s campus i Sisimiut og fortsætter derefter med to år på DTU i Lyngby, Danmark. I Sisimiut møder hun Jonas Jensen, og skæbnen vil, at hun bliver gravid. Hun er et år længere på uddannelsen end ham, og det betyder, at hun rejser alene og gravid til Danmark for at fortsætte studiet.

- Det var et komplet kulturchok at komme til Danmark. Det var hårdt, og jeg følte mig ensom til tider, fortæller Nivi Geisler.

Efter et år tager hun orlov. Hun vil føde sit barn i Grønland.

- Det var vigtigt for mig at føde i Grønland. Jeg turde ikke være alenemor i Danmark, så jeg tog tilbage til Sisimiut, fortæller hun.

Her kommer datteren Upaluk til verden. I dag er hun 20 år. Næste gang Nivi rejser til Danmark, er det som en samlet familie. Hun har Upaluk i armene og sin daværende kæreste Jonas – Upaluks far – ved sin side. De får et værelse på familiekollegiet, og denne gang føles alt mere trygt og rigtigt. Under opholdet i Danmark får den lille familie også en søn – Upaluks lillebror Qunaaq. Først i Sommeren 2009 flytter familien hjem til Nuuk.

- Det var fantastisk at komme tilbage til Grønland, men også mærkeligt. Jeg havde været væk så længe, at det næsten føltes som at være gæst i mit eget land, fortæller Nivi Geisler.

Frihed og fodfæste

Kærligheden mellem Nivi og Jonas holder ikke. De går fra hinanden første gang i 2012, men forholdet får flere chancer, før det endelig slutter i 2016. Alligevel fortsætter de med at bo sammen i yderligere to år. Først i 2018 får Nivi sin egen bolig gennem arbejdet hos Inuplan. Det bliver et vendepunkt. For første gang har hun plads – både fysisk og mentalt – til at trække vejret.

- Det var en stor lettelse, og det gav mig en følelse af frihed – bare at være mig, siger hun med et forsigtigt smil.

I den nye hverdag, hvor børnene er hos hende på skift, begynder Nivi at finde ro i sit eget selskab. Men hun står ikke stille. Den aktive livsstil, hun selv er vokset op med, slipper hun aldrig. Den har været en del af hendes moderskab helt fra begyndelsen – og den fortsætter med at forme både hende og børnene. Allerede fra børnene var helt små, har de været vant til lidt af hvert. De får ski under fødderne i en tidlig alder – den yngste, da han kun er to år gammel.

- Han så jo, hvad vi andre gjorde. Da både storesøster og mor havde ski på, var han ikke til at stoppe. Så måtte jeg jo finde de mindste ski, butikken havde, griner Nivi.

Også løb bliver en naturlig del af hverdagen. Om sommeren henter hun børnene i løbevogn, men giver dem altid muligheden for at løbe noget af vejen selv. Det viser sig hurtigt at bære frugt: før længe klarer de begge den tre kilometer lange tur fra børnehaven i Nuussuaq til hjemmet i Qinngorput uden hjælp.

I dag er børnene 20 og 17 år. Man skulle tro, at teenageårene havde fjernet interessen for træning med mor – men nej. De kan stadig overtales til at tage med ud og bevæge sig.

Frygtens farvand

Omkring 2012, samtidig med at Nivi og Jonas går fra hinanden, begynder Nivi at eksperimentere med at løbe længere distancer.

- Jeg har altid kunnet lide at løbe, men da jeg startede i løbeklubben NAAPE, blev jeg helt vildt bidt af løbetræning og de længere distancer. Det gav mig et pusterum fra at være 100 procent mor, fortæller Nivi Geisler.

I 2013 tager Nivi det næste skridt. Hun opdager, at ingen grønlandsk kvinde tidligere har gennemført en Ironman – og tænker: "Hvorfor ikke mig?". Hun træner målrettet sammen med syv andre grønlandske kvinder, men da Ironman Copenhagen 2014 løber af stablen, er det kun to, der stiller til start. Nivi er selvfølgelig en af dem. Oplevelsen sætter dog sine tydelige spor. Før Ironman har Nivi aldrig svømmet i åbent hav, og starten bliver derfor en voldsom prøvelse.

- Jeg følte mig nærmest kvalt af alle de mange mennesker i vandet. Jeg gik i panik, og en båd stoppede mig og spurgte, om jeg ville stoppe. Jeg kiggede tilbage mod målstregen et par hundrede meter væk. Stoppe? Det var ikke en mulighed – jeg var jo først lige begyndt, fortæller Nivi.

Midt i kaosset i vandet, vender Nivi Geisler sig om på ryggen og finder roen i naturens åbne himmel. Med blikket mod skyerne lader hun naturens ro hjælpe hende, mens hun rygcrawler sig igennem svømmedistancens mange kilometer.

Da hun endelig træder op af vandet, får hun også en punktering på cyklen. Men det stopper hende ikke – sådan er hun. Hun kæmper videre, og da hun når den afsluttende løbetur, er hun pludselig fyldt med ny energi.

- Der var mange grønlændere på ruten, som heppede på mig. Modsat oplevelsen i vandet var jeg i mit helt rette element i løbeskoene. Jeg fløj af sted, siger Nivi og smiler bredt.

Siden Nivi Geisler bliver jernkvinde, er hun bidt af at teste både sig selv og sine grænser. I 2023 deltager hun i DR-programmet Slædepatruljen, hvor 18 kvinder kæmper for at bevise deres egnethed til Siriuspatruljen. Selvom Nivi kun er med i programmets to første afsnit, bliver oplevelsen alligevel skelsættende for hende. Pludselig står hun over for en udfordring, hvor hun sammen med de andre deltagere skal hoppe i havnen en mørk aften.

- Jeg havde udviklet vandskræk efter oplevelsen til Ironman. Jeg blev så bange, at jeg græd, men jeg vidste, at jeg skulle slukke min hjerne og overvinde min frygt – så jeg hoppede, fortæller Nivi med en stolthed, der tydeligt viser, hvad hun har overvundet.

Da Nivi kommer op af det mørke vand, er noget forandret. Hun bærer modet og stoltheden som en ny styrke – som var hun genfødt.

- Det var euforisk at overvinde angsten og erfare, at vandet ikke er farligt, siger Nivi.

I dag ejer hun paddleboards og tager ud på vandet med sine børn. Det, der engang truede med at lamme hende, er blevet et frirum. Hun har ikke bare generobret vandet – hun har gjort det til sit eget.

Drømmen om Indlandsisen

På en af Nivi Geislers mange løbeture møder hun Louise Petersen – en ligesindet løber med samme dedikation og målrettethed. De falder i snak, og hurtigt står det klart, at de begge har lysten til at gøre noget, der rækker ud over det sædvanlige. Så, nærmest ud af det blå, stiller Louise spørgsmålet: Hvad siger du til, at vi bliver de første kvinder – faktisk de første mennesker nogensinde – til at løbe over Indlandsisen? Spørgsmålet rammer noget i Nivi. Hun tøver ikke længe. Det handler ikke kun om at skrive historie, men om at teste sig selv på ny – at se, hvor langt hun virkelig kan gå, både fysisk og mentalt.

- Det kan måske virke mærkeligt, at jeg sagde ja med det samme. Men jeg var løbet tør for udfordringer, og Louises spørgsmål tændte noget i mig i det øjeblik, hun stillede det, siger Nivi.

Ruten fra Kangerlussuaq til Isortoq er stadig kun en idé, og intet er sikkert endnu. Projektet byder på store udfordringer – både praktisk med sponsorer og forsikring, og fysisk med det krævende løb på 600 kilometer ind over Indlandsisen. Men for Nivi Geisler er det allerede blevet et kald. Et løb ind i det ukendte, drevet af nysgerrighed, vilje og mod, og med en fast beslutsomhed om at få det til at lykkes. Målet er at gennemføre turen i april 2027.

- Der findes ingen grænser – kun dem, vi sætter for os selv i hovedet. Man er i stand til langt mere, end man tror. Har man viljen, kan man nå det, og det har jeg, siger Nivi med fast overbevisning.

Nivi håber aldrig at miste trangen til at udfordre sig selv og sine grænser.

- Jeg ser mig selv blive gammel, stadig med et par langrendsski på fødderne, ude i naturen – det må være frihed, siger hun med et blik, der allerede længes efter nye eventyr.